Mens en stor del af fodbold-verden venter og venter på Zlatan Ibrahimovic, gider den tyske fodboldklub Rot-Weiss Oberhausen ikke sidde stille længere.

På sin hjemmeside har klubben simpelthen fremlagt et åbent og kontant kontrakt-tilbud til den svenske angriber, der er klubløs efter farvellet til PSG.

Rot-Weiss har til daglige hjemme i den fjerdebedste række, og er sandsynligvis ikke blandt de mest pengestærke klubber i Europa – derfor har man ’ud over en rimelig grundløn’ suppleret med en stribe alternative tilbud.

Se bare her:

  • Byen Oberhausen vil indføre monarkiet og udnævne Zlatan Ibrahimovic til konge.
  • Den lokale ’Köningpilsener’ skal omdøbes til ’IbrahimovicPilsener’.
  • Den nye stadion-tribune skal bygges af Ikea.
  • Man vil sågar fylde det lokale Ebertbad op med vand, når Zlatan Ibrahimovic har lyst til et svømmetur, selv om det i dag ikke fungere som svømmehal, men kunst- og kulturpavillion.

På sin hjemmeside erklærer Rott-Weiss Oberhausen sig ’forsigtigt optimistisk’ i forsøget på at hente svenskeren.

Zlatan Ibrahimovic har endnu ikke sagt mange ord om, hvor han skal spille i den kommende sæson. Så sent som onsdag holdt han pressemøde, hvor han igen undgik at svare konkret på spørgsmål om sin fremtid.

Her sagde han: »Jeg vil gerne have jer til at skrive flere historier. For jeg vil gerne se, hvem der finder på de bedste historier. Når jeg bliver træt af det, vil jeg lade jer vide, hvor jeg skal spille,« sagde Zlatan Ibrahimovic.

Det ønske har Rot-Weiss Oberhausen nu været med til at opfylde. Omend det nok mest er ment som et humoristisk indslag i transfer-sagen.