Så mange penge har Roman Abramovich kastet efter Chelsea FC og sin drøm om Champions League-trofæet

Lørdag spilles årets største kamp mellem klubhold i Europa – Champions League-finalen.

Her møder Chelsea FC tyskerne fra Bayern München, og det har længe været det ultimative mål for den russiske rigmand bag London-holdet at få fingrene i pokalen med de store ører - og det har kunnet ses på transfermarkedet.

- Det er ikke en hemmelighed, at det er Abramovich' drøm at vinde Champions League. Det er okay at være mestre i England, men det vigtigste for ham er at få anerkendelse af holdet i Europa, siger den tidligere Chelsea-manager, Avram Grant, til dailymail.co.uk.

Han fik selv sparket kun tre dage efter, at Chelsea FC havde tabt Champions League-finalen til Manchester United i 2008 efter straffesparkskonkurrence.

Roman Abramovich har kastet milliarder efter Chelsea FC, siden han i juli 2003 købte klubben for omkring 1,5 milliarder kroner.

Den 45-årige russer er kendt som en mand, der ikke holder sig tilbage, når han først har fået øje på sit mål. Og det samme er tilfældet med Champions League-trofæet og projekt Chelsea FC. Siden overtagelsen af klubben har han kastet mere end 6.5 milliarder efter nye ansigter til holdet fra Stamford Bridge. Det skriver den tyske avis Bild. Dermed har russeren altså brugt otte mia. kr. i jagten på Champions League-trofæet.

Alene i sin første sæson som klubejer spenderede Roman Abramovich mere end én milliard kroner på nye spillere. I sæsonen 2009/10 forblev tegnebogen - næsten - i lommen, og kun omkring 200 millioner blev brugt på nye spillere, hvilket er det laveste beløb siden 2003. 

Listen med spillere, der er hentet til klubben, er lang og byder blandt andet på navne som Fernando Torres (440 mio. kr.), Andriy Shevchenko (345 mio. kr.), Michael Essien (285 mio. kr.) og Didier Drogba (277 mio. kr.). På managersiden er der nærmest kørt med flyvende udskiftninger, og ikke mindre end syv forskellige har russeren vinket farvel til - deriblandt Carlo Ancelotti og senest André Villas-Boas.

- Chelsea er et helvede for trænere, konstaterer en anden tidligere Chelsea FC-manager, Luiz Felipe Scolari, med henvisning til det enorme forventningspres, der følger med jobbet.

Og skal den nuværende manager, Roberto Di Matteo, også lede holdet efter sommerferien, vil det med meget stor sandsynlighed kræve en sejr på lørdag. Og selv med en sejr er det ikke givet, at han forbliver i trænersædet. Gennem den seneste tid er der blevet spekuleret i, om den tidligere FC Barcelona-træner Josep ’Pep’ Guardiola er på vej til London og en løn på 350 millioner kroner for en fire-årig aftale.