2014 var et rekordsættende år på det internationale transfermarked.

Efter flere års recession går det over en bred kam igen godt i fodboldverdenen. Det ses både herhjemme og internationalt. Men hvordan?

En af de bedste måder at tage temperaturen på, hvordan det rent økonomisk går, er at at måle, hvor mange penge, der bruges på spillere. Og det er præcis, hvad FIFA har gjort i en netop udgivet rapport. Her står det klart, at der i 2014 blev brugt flere penge end nogensinde før på det internationale transfermarked.

Intet mindre end 27 milliarder kroner skiftede sidste år hænder mellem forskellige klubber i forbindelse med internationale salg af i alt 13.090 spillere.

Flest penge blev der brugt i England, hvor klubberne spenderede næsten otte milliarder, mens Spanien stod som den største modtager af penge med spillerindtægter på knap 4,4 milliarder kroner. Den travleste dag var i øvrigt sommerens deadlinedag, 1. september, hvor 397 spillere fik ny arbejdsgiver.

At det igen går godt på det internationale transfermarked, er ikke bare godt nyt for spillere og klubber. Det er mindst lige så gode nyheder for de mange agenter, der tjener deres penge på handler klubberne imellem.

Lige godt 1,5 milliarder kroner landede således i agenternes lommer i forbindelse med de internationale handler i 2014. Flest penge tjente agenter, der varetog handler i England. Med en samlet årsløn på 867 millioner kroner går de næppe sultne i seng i løbet af 2015.