Tottenham blev tævet med samme hæsblæsende og utrolige cifre som sidste sæson.

Det er muligt, det er en dyr omgang at købe billet til en kamp på Emirates, men der var smæk for alle skillingerne lørdag eftermiddag i London. Syv mål, et rødt kort og fuld gas på spillerne mellem begge felter sikrede traditionen for god underholdning mellem Arsenal og Tottenham. Sidste sæson vandt hjemmeholdet med 5-2 og den bedrift gentog Arsenal på imponerende vis.

Hjemmeholdet Arsenal overvandt et tidligt mål af Tottenham og godt hjulpet på vej af et rødt kort til netop kampens første målscorer Emmanuel Adebayor løb værterne gæsterne over ende i salget om det nordlige London.

Adebayor sparkede let en ripost i nettet til 1-0 efter ti minutter til Tottenham-føring, men bare otte minutter senere så han rødt efter en vanvidstackling af Santi Carzola. Udvisning og med en mand i overtal tog Arsenal fat.

Lange Per Mertesacker headede udligningen i kassen efter et flot indlæg af Theo Walcott og i første halvlegs tre sidste minutter slog først Lukas Podolski og Olivier Giroud til og sikrede Arsenal kunne gå til pause med en føring på 3-1.

Lille Santi Carzola øgede til 4-1, førend Gareth Bale svarede igen og gjorde det til 4-2 før Theo Walcott slog til i overtiden. Med sejren overhaler Arsenal Tottenham i tabellen og rykker op på syvendepladsen efter lørdagens tidligere kamp.