John Faxe Jensen var i forrige uge tæt på at gøre comeback på fodboldbanen, selvom han med hastige skridt nærmer sig 50 år.

I de hektiske transferdage fik han en opringning fra den tidligere målmand og nuværende målmandstræner i Oldham, Bobby Mimms, der spurgte, hvordan det gik, og om han havde mod på en rolle som "the second" (slang for assistenttræner) i klubben, der i øjeblikket spiller i League 1.

- Joeh, svarede Faxe, det kunne da godt være, men han ville da godt høre lidt flere detaljer om jobbet, lønnen og klubbens situation i øvrigt.

Bobby Mimms begyndte at fortælle om staben og deres tanker, men da han nåede til løndelen, syntes John Faxe, det lød lidt mærkeligt.

- Gider du gentage, hvad du sagde om lønnen? Altså hvad mener du med kampbonus, spurgte han, og Bobby Mimms svarede, at han ville få en bonus for hver gang, han kom på banen.

- På banen? Jeg er 48 år gammel for helvede, svarede Faxe, og så blev der stille i den anden ende af røret.

- 48? Who am I talking to, spurgte Bobby Mimms, og da gik det op for begge, at der var noget helt galt.

Det viste sig, at Bobby Mimms havde set forkert i sin telefonliste og fået fat i den forkerte Jensen. Han havde prøvet at ringe til Brian "The Beast" Jensen for at tilbyde ham jobbet som andenmålmand, men at han i stedet havde indtastet John "Faxe" Jensens nummer og tilbudt ham jobbet som assistenttræner, eftersom udtrykket "the second" kan betyde både det ene og det andet.

- Han skreg af grin, da han opdagede fejlen, siger John Faxe Jensen.

- Men på den måde var det lige før, jeg havde nået at skrive under og gøre comeback som 48-årig. Og som målmand.

Heldigvis for alle nåede ingen at skrive under på noget.