Manchester United fik sin anden sejr på tre dage, men det holdt hårdt.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Manchester United stormer videre mod det engelske mesterskab. Hjemme på Old Trafford blev det lørdag eftermiddag til en 2-0-sejr over West Bromwich Albion. Indskiftede Robin van Persie afgjorde kampen med en smuk scoring i overtiden.

Manager Sir Alex Ferguson havde blandet kortene gevaldigt som følge af det travle juleprogram. Således var dagens opgør klubbens tredje kamp på bare seks dage.

Udskiftningen i startopstillingen betød, at profiler som Robin van Persie, Rio Ferdinand og Javier Hernandez var afløst af Shinji Kagawa, Danny Welbeck og Chris Smalling. Derudover var Wayne Rooney ude på grund af en skade.

Desværre gjaldt spillerrotationen dog ikke på målmandsposten, hvor Anders Lindegaard endnu en gang måtte se David de Gea tage pladsen mellem stængerne.I første halvleg var det dog ikke til at se, at de engelske vicemestre manglede en række profiler. Allerede efter knap ti minutter sendte udeholdets Gareth McAuley bolden i eget net eget et indlæg fra Ashley Young.

Herefter forsatte de røde djævle med at dæmonisere West Bromwich' defensiv, hvilket burde have resulteret i et mål efter den halve time. Men på mirakuløs vis fik den tidligere United-keeper Ben Foster fistet Youngs afslutning op på overliggeren og ud til hjørnespark.

Skarpheden manglede i det hele taget i Uniteds offensiv, og efter pausen kom West Bromwich også langt bedre med i spillet. I hvert fald i halvlegens indledning. Med lidt held kunne det endda være blevet til en overraskende udligning.

Derfor sendte Sir Alex Ferguson midt i anden halvleg Robin van Persie på banen som afløser for en anonym Shinji Kagawa. Det kom han ikke til at fortryde.
I kampens døende sekunder modtog hollænderen bolden på kanten af feltet i højre side, trak ind i banen og placerede bolden uimodståeligt op i modsatte hjørne.

Med sejren har Manchester United nu hentet syv point i det travle juleprogram, hvilket betyder, at de cementerer duksepladsen i Premier League.
Her har de 49 point, mens Manchester City, som vandt 4-3 ude over Norwich, har 42 point.