Manchester United er i soloudbrud efter vanvittig sejr over lokalrivalerne fra City

Var det afgørelsen på Premier League årgang 2012/13? Nok en lidt drastisk konklusion så tidligt i sæsonen, hvor halvvejsmærket endnu ikke er nået. Men alligevel.

For med sejren på 3-2 til Manchester United i lokalopgøret mod City er Alex Fergusons røde djævle i dén grad i udbrud i forsøget på at tilbageerobre den engelske titel fra ærkerivalerne.

Seks point er der nu fra United på førstepladsen ned til City, der led sit første nederlag på hjemmebane i to år. Og sådan som de to hold spillede, er det mere sandsynligt, at pointkløften mellem City og United vil vokse, end at Mancinis milliard-investering i alverdens stjerne-individualister vil finde sammen i en enhed, der kan tage de nødvendige point for at lukke hullet.

Som enten United-fan eller City-supporter har opgøret naturligvis givet anledning til en masse glædesbrøl og/eller neglebidning i løbet af de vanvittige 90 minutter. Men selv som objektiv observatør var man helt oppe at køre hele vejen i selskab med dette nervepirrende drama.

Man fornærmer nok nogen ved at sige, at der næsten var mere intensitet og nerve i en enkelt spilsituation i opgøret mellem United og City, end man nogle gange oplever i en hel kamp i Superligaen. Men det var altså bare fodbold fra en anden planet, som man aldrig vil komme til at opleve i Danmark.

Sikke nogle dueller. Sikken en spilforståelse. Og hvilke enkeltmandspræstationer.

Wayne Rooney vil helt sikkert høste massiv og fortjent anerkendelse verden over for sine to scoringer i første halvleg. Især 1-0 målet efter 16 minutters total men ineffektiv City-dominans, var smuk fodbold. Fra Robin van Persies retningsbestemte brysttæmning/aflevering til Ashley Young, der fandt Rooney, som totalt fikserede City-forsvaret og Joe Hart i City-målet med en flad trilleafslutning tilbage i målet.

Men man må imidlertid også bare konstatere, at det er lykkedes City-ejerne at købe sig til et klassehold, der formåede at grave sig op efter en times passivitet og indhente det tabte med udligningen til 2-2 via et imponerende pres og Yaya Toures og Zabletas mål.

Dog blot for at se Robin Van Persie sikre de tre point med en frisparksscoring i overtiden, der satte et vanvittigt punktum for dette sindsoprivende lokalopgør.