Robin van Persie mener ikke, at der er krise i hollandsk fodbold på trods af landsholdets dårlige resultater.
Der er ikke krise i hollandsk fodbold. I hvert fald ikke hvis man spørger landets stjerneangriber, Robin van Persie.
På trods af Hollands tredjeplads ved verdensmesterskaberne sidste år er landsholdet i gang med en mildest talt dårlig EM-kvalifikation. Nederlag til Tjekkiet, Tyrkiet og to gange Island betyder, at Holland aktuelt er på fjerdepladsen i deres kvalifikationsgruppe. En fjerdeplads, der ikke giver adgang til EM i 2016, og selv hvis Holland via deres to resterende gruppekampe skulle få kæmpet sig op på en tredjeplads, vil de stadig skulle gennem to nervepirrende playoff-kampe mod en treer fra en anden gruppe.
På trods af det hollandske landsholds dårlige form vil Fenerbahce-angriberen Robin van Persie ikke snakke om krise. Det fortæller han til den hollandske avis De Telegraaf.
»Det er sludder, at alt pludseligt er dårligt. Det er forkert at sige, at intet går godt på ungdomsakademierne. Sidste sommer afholdte vi RVP-turneringen. Der var de bedste ungdomshold op til 11 år fra England, Tyskland, Belgien, Holland og så videre. De bedste hold i Europa. Hvad så jeg? At Feyenoord og PSV er foran ungdommen fra udlandet,« siger van Persie, der også mener, at Hollands størrelse kan have indvirkning på landsholdets kvalitet:
»Nogle gange må man indse, at man kan være heldig at få samlet anden- og tredjepladser ved VM. De store fodboldnationer - Brasilien, Spanien og Tyskland - har meget større udvalg. Det er meget flot, hvad vi ofte kan gøre med et land med 16 millioner indbyggere. Lige så realistisk, jeg er i gode tider, lige så realistisk er jeg nu.«
Hvis Holland ikke kvalificerer sig til EM i Frankrig næste år vil det være første gang siden 1972, at Holland ikke er med til en EM-slutrunde.