Manchester United indkasserede lørdag klubbens tredje nederlag i træk, da West Bromwich Albion kunne forlade Old Trafford med en 1-0-gevinst i bagagen.

Dermed er en ellers bombesikker top 4-placering kommet i fare for Manchester United, der kan se Liverpool rykke tre point tættere, så det nu kun er fire point, der adskiller de to rivaler.

Manchester United-manager Louis van Gaal var efterfølgende yderst bitter over, at det ikke lykkedes hjemmeholdet at kapitalisere af et massivt spilovertag og et hav af chancer.

»Man tror, jeg er Gud, men det er jeg ikke. Når vi spiller bedre end vores modstander og mere boldbesiddelse, må vi blive bedre til at omsætte vores chancer. Det var det, som manglede mod West Brom,« siger van Gaal til Daily Mail.

Den hollandske manager forventer, at det bliver en kampen om fjerdepladsen kommer til at vare helt til sidste spillerunde.

»Jeg har tidligere sagt, at det bliver et rotteræs. Jeg er klar over det, og det er spillerne også. Vi må fortsætte med at tro på os selv og score på vores chancer.«