Præsidenten i Valencia, Chan Lay Hoon, afviser, at agenten Jorge Mendes kontrollerer klubben og er med til at bestemme, hvem der skal være træner.

Jorge Mendes repræsenterer en lang række stjerner, og han er angiveligt en nær ven af Valencias ejer, Peter Lim. Det er blandt andet derfor, at der ofte er blevet stillet spørgsmålstegn ved agentens forhold til og indflydelse på den spanske La Liga-klub.

Den 41-åriger cheftræner Nuno Santo tog sin afsked med Valencia efter klubbens 0-1-nederlag i weekenden. Den portugisiske træner havde angiveligt truffet beslutningen i samarbejde med klubben, og det hele skulle således have foregået i fred og fordragelighed.

En af beskyldningerne mod Valencia og Peter Lim er, at den forholdsvis urutinerede Nuno Santo kun fik jobbet hos Valencia, fordi hans agent netop er Jorge Mendes. Og Mendes, som i øvrigt også er portugiser, er som nævnt nær ven til klubbens ejer.

Valencia-præsident Chan Lay Hoon, som i lang tid har arbejdet sammen med Peter Lim, fortalte mandag til det spanske medie Spanish News Today, at Jorge Mendes på ingen måde kontrollerer klubben.

»Jeg er efterhånden dødtræt af al den snak omkring Jorges Mendes ved alle pressekonferencerne. Hvis Mendes kontrollerede klubben, ville Santo ikke have forladt den,« sagde hun.

»For så vidt angår den nye træner, så tror jeg ikke, at det vil blive en med nogen som helst forbindelse til Mendes. Og jeg vil gerne tilføje, at den træner, vi ansætter, vil blive ansat på baggrund af kompetencer og de kvaliteter, som han vil kunne bringe til klubben.«

Jorge Mendes repræsenterer både fodboldspillere og –trænere. Foruden den nu afgåede Valencia-træner, repræsenterer agenten blandt andet Chelsea-manageren José Mourinho og Belgiens landstræner, Marc Wilmots.

Og så er Jorge Mendes agent for en hel pulje af fodboldspillere, som vil kunne danne et hold bestående af den ene stjernespiller efter den anden. Herunder kan du se et udpluk af listen over spillere, som Jorge Mendes repræsenterer i sit hverv som fodboldagent. Spillerne er listet efter, hvor stor en markedsværdi de har:

Cristiano Ronaldo (815 mio. kroner), James Rodríguez (593 mio. kroner), Ángel Di María (370 mio. kroner), Diego Costa (370 mio. kroner), Falcao (259 mio. kroner).

Det er derfor ikke småpenge, som den portugisiske agent jonglerer rundt med, når han forhandler kontrakter på plads. Men ifølge Valencias-præsident Chan Lay Hoon er der altså intet, der peger i retning af, at klubbens nye træner har Jorge Mendes som agent.