Så gik den ikke længere for upåagtede Peru. Værtsnationen Chile vandt natten til tirsdag dansk tid semifinalen 2-1 over naboen fra nord på to mål af Eduardo Vargas.

Men den chilenske sejr kom i hus efter en udvisning af Perus Carlos Zambrano i det 20. minut på grund af en tackling med et for højt løftet ben.

Og det var den anden kamp i træk, hvor Chile vandt efter, at modstanderne var blevet ramt af kontroversielle røde kort.

»Jeg synes, at Zambranos udvisning var lidt hård. Jeg vil ikke brokke mig over dommeren, men der var en del uventede afgørelser. Hvis det havde været 11 mod 11, så havde det været en anden kamp,« konstaterede den peruvianske angriber Paolo Guerrero efter kampen.

I den foregående kvartfinale kom Uruguay ligeledes i undertal mod Chile, da Edinson Cavani og Jorge Fucile blev smidt ud. Cavani så rødt, efter at han havde reageret voldsomt på, at Chiles Gonzalo Jara tilsyneladende stak sin finger op i enden på den uruguayanske stjernespiller.

Kort efter scorede Chile det afgørende mål. Efter kampen fik Jara tre kampes karantæne, men den blev siden reduceret til to af det sydamerikanske forbund.

Peru fortsatte med at kæmpe mod overmagten, men kort før pausen kom Chile foran, da Vargas foran mål omsatte et indlæg fra Alexis Sanchez. Målet blev anerkendt, selvom det så ud til, at Vargas var offside, men kort efter pausen begik dommeren en ny fejl, som skabte balance i det regnskab. Her fik værterne et mål underkendt, selvom Vargas denne gang var onside.

Efter en time udlignede Peru på et selvmål af Gary Medel, men den stilling holdt kun fire minutter, før Vargas scorede kampens tredje og afgørende mål til 2-1 med et langskud fra 30 meters afstand.

Chile, som aldrig tidligere har vundet Copa America, møder nu vinderen af den anden semifinale, som står mellem Argentina og Paraguay.