Sylvie skrider fra voldelige Rafael van der Vaart. Sagen har ryddet sendefladen i Tyskland.

Det er langt fra alle familiekonflikter, der rammer TV-kanalerne som 'breaking news'. Men i går i Tyskland kom undtagelsen: Her endte fodboldstjernen Rafael van der Vaarts voldelige adfærd overfor konen, TV-værten Sylvie, som den helt store nyhed.

- Jeg har fulgt sagen hernede hele dagen i fjernsynets nyhedsudsendelser. Og det tør nok siges, at den har fyldt meget, fortæller den danske eks-landsholdsspiller, Bjarne Goldbæk, der bor i Tyskland.

Han forklarer mediernes enorme interesse med, at Sylvie og Rafael van der Vaart i Tyskland er blandt de mest kendte personer.

- Ganske vist er de begge hollændere, som tyskerne jo pr. tradition ikke har det bedste forhold til. Men van der Vaart-ægteparret har de taget til sig. Alle har elsket dem, og betragtet dem som et af landets top-kendispar. På linie med familien Beckham i England, siger Bjarne Goldbæk.

Det var under en fest nytårsaften, at Rafael van der Vaart med et velplaceret slag - til stor forargelse for gæsterne - sendte sin kone i gulvet.

- Det var meget dumt af mig. Jeg er en idiot. Jeg er meget ked af det. Det burde aldrig være sket, sagde Rafael van der Vaart i går til det tyske dagblad Bild.

Forud episoden var gået en måned med masser af snak om knas i forholdet mellem Sylvie og Rafael van der Vaart. Blandt andet har dagbladet Die Welt berettet, at ægteparret i december aflyste en familieferie, og at Rafael van der Vaart ikke deltog i efterårets sidste Bundesligakamp.

Forklaringen dengang lød på, at han var skadet. Men den virkelige årsag skal findes i det faktum, at Rafael van der Vaart i forbindelse med sine ægteskabelige problemer behøvede en pause for at komme mentalt til hægterne igen.

- Jeg er meget ked af, at det ikke fungerede mellem os. Vi står selv til ansvar for det. Både Sylvie og jeg er nødt til at indrømme, at der ikke var harmoni i vores ægteskab, citeres Rafael van der Vaart for at sige.

Bild har også haft fat i Rafael van der Vaarts klubdirektør i Hamburger SV, danske Frank Arnesen, der tager den hollandske landsholdsspiller i forsvar.

- Vi vil støtte Rafa, beskytte ham og give ham tid. Han elsker fodbold, og er heldigvis en stærk karakter. Jeg er sikker på, at han snart er ovenpå igen, siger Frank Arnesen.

Den melding overrasker ikke Bjarne Goldbæk.

- Rafael van der Vaart er én af HSVs mest betydningsfulde spillere. Så selvom han har dummet sig voldsomt, bakker klubben ham naturligvis op. Det kostede masser af penge at hente ham til klubben (fra Tottenham, red.) i sommer. Derfor giver man ham ikke en fyreseddel. Sagen er af privat karakter og har intet med hans fodboldkarriere at gøre, siger Bjarne Goldbæk, der er overbevist om, at Rafael van der Vaart har det fint med, at han sammen med holdkammeraterne i går rejste på træningslejr i Abu Dhabi.

- Nu kommer han på afstand af medierne, og får dermed tid til at samle sig selv op, siger Bjarne Goldbæk.

Parret er straks flyttet fra hinanden. Sylvie, der i 2003 blev kåret som Hollands mest sexede kvinde og som i dag er én af Tysklands mest benyttede TV-værter, bliver boende lejligheden sammen med sønnen Damián, mens Rafael van der Vaart må ud og finde et nyt hjem.