FCM er ustoppelige i toppen af Superligaen og sænkede de danske mestre med sikker 2-0 sejr

I 2004 vandt FC Midtjylland ni hjemmekampe i træk. Det er stadig klubrekord ti år senere, men nu er den vilde hjemmebanerekord truet.

Søndag aften satte et solidt og stærkt FCM-hold de danske mestre fra AaB til vægs med en 2-0 sejr i Herning. Det var den ottende sejr ud af otte mulige på hjemmebane i denne sæson, og næste mandag kan det nuværende hold tangere rekorden, hvis de besejrer bundholdet FC Vestsjælland på MCH Arena.

FCM stillede ellers i en svækket udgave uden landsholdsspillerne Morten Duncan Rasmussen og Jakob Poulsen ude med skader, mens midtbaneprofilen Petter Andersson og midterforsvareren Patrick Banggaard havde karantæne.

At FC Midtjylland har Danmarks bredeste trup er svært at argumentere imod med en solid indsats mod mestrene AaB, der ellers havde vundet de seneste tre opgør i Herning. Denne gang havde AaB ikke meget at byde på med kun enkelte farlige chancer. Ellers sad hjemmeholdet tungt på kampen, og det var ikke ufortjent, at Sylvester Igboun bragte dem i front efter en dødbold efter 27 minutter.

FCMs andet mål blev scoret af lejesvenden Marcos Ureña. VM-angriberen fra Costa Rica var lynhurtigt over en returbold, som AaB-målmand Nicolai Larsen sløsede med, og så var FCM på sejrskurs.

Ureña er lejet i russiske Krasnador blot frem til nytår, men alt tyder på, at FCM udnytter købsoptionen og henter Ureña på en permanent aftale. Han har i hvert fald været et hit på Heden, hvor han oftest har været kampafgørende, når han er blevet skiftet ind.

Nu scorede han så også i en Superliga-kamp fra start og er med til at understrege den kvalitet, der er i FCM-truppen.

AaB kom med tre sejre i træk i Superligaen og stor selvtillid, men den blev skudt i sænk før det vigtige Europa League-opgør hjemme mod Steaua Bukarest på torsdag.

For FCM er det derimod svært at se, hvem der skal stoppe dem efterhånden. Lidt malurt i bægeret kom der dog, da indskiftede Rilwan Hassan blev udvist i slutminutterne for to gule kort, det sidste for film i overtiden.

Midtjyderne mangler FCV og en gyser mod FCK, før der er dømt vinterferie, hvor de i hvert fald er sikker på at overvintre på førstepladsen. Lige nu er de ti point foran Randers på andenpladsen og 11 point foran FCK. Spørgsmålet er blot, hvad forspringet lyder på efter den 7. december.