Hope Solo langede ud efter svenske spillere efter OL-nederlag. Det koster hende nu måske landsholdskarrieren.

Seattle. Det amerikanske fodboldforbund, U.S. Soccer, har onsdag givet seks måneders karantæne til Hope Solo, der igennem 17 år har været målmand for kvindelandsholdet.

Årsagen er Solos kommentarer efter USA's nederlag til Sverige ved OL, hvor hun kaldte svenskerne for en "flok kujoner" på grund af deres spillestil.

- Vi spillede mod en flok kujoner. Det bedste hold vandt ikke i dag. Det mener jeg, sagde Solo efter kampen.

Udbruddet førte til kritik fra flere sider og får nu også konsekvenser, fordi udtalelserne ifølge U.S. Soccer var en "opførsel i strid med organisationen principper".

Fodboldforbundet har ligeledes opsagt Hope Solos kontrakt med kvindelandsholdet, hvilket muligvis betyder, at den 35-årige veteran har spillet sin sidste landskamp.

Det er nemlig ikke første gang, at hun kommer i konflikt med forbundet og myndighederne.

Hun blev i 2014 anholdt for at have overfaldet to familiemedlemmer og har tidligere været udelukket i 30 dage på grund en episode, hvor hendes mand blev taget i spirituskørsel i et af fodboldlandsholdets køretøjer, skriver The New York Times.

På trods af disse episoder er hun en af de mest vindende kvindelige fodboldspillere med blandt andet to OL-guldmedaljer.

På Twitter skriver Hope Solo, at hun er skuffet over fodboldforbundets beslutning.

- Jeg har så meget mere at give. Jeg kunne ikke være den spiller, jeg er, uden at være den person, jeg er, skriver hun.

Hun skriver intet om, at hun agter at stoppe sin karriere. Hope Solo har siden 2013 spillet for klubben Seattle Reign.

/ritzau/