USAs kvindelandshold blev natten til mandag dansk tid verdensmestre i soccer - eller fodbold, som vi bare kalder det. Med en sejr på 5-2 over Japan ved VM i Canada.

De kunne have stoppet kampen allerede efter 16 minutter, for på det tidspunkt var amerikanerne foran med hele 4-0 efter en fantomstart. Blandt andet på tre mål af Carli Lloyd. Og den amerikanske nummer 10 blev da også efter kampen kåret til VMs bedste spiller.

Men ikke nok med det så kan hun og holdkammeraterne også se frem til et besøg hos selveste præsident Barack Obama. På Twitter lykønskede han landskvinderne med sejren og inviterede dem til Det Hvide Hus.

»Sikke en sejr for Team USA. Forrygende kamp, Carly Lloyd. Jeres land er så stolte af jer alle sammen. Kom og besøg Det Hvide Hus med VM-trofæet snart,« skrev Barack Obama efter sejren.