Chelsea-manager Jose Mourinho må erkende, at han er en presset mand efter Chelseas historisk dårlige sæsonstart. Blot fire point i fire kampe er alt andet end tilfredsstillinde for de forsvarende engelske mestre. Og konflikterne ulmer i kulissen.

Den værste sæsonstart siden 1971 er en kendsgerning for Chelsea, og Mourinho leder efter syndebukke. Efter 1-2-nederlaget til Crystal Palace langede Mourinho ud efter sin belgiske stjernespiller Eden Hazard.

»Den bedste spiller i Premier League behøver ikke at modnes. Hvis du er den bedste i ligaen, bør du have en sæson, der ligner den foregående,« fortalte Mourinho.

En manager, der kritiserer sin bedste spiller, er en presset manager. Og tidligere Premier League-stjerne Alan Shearer, der er ekspert hos den engelske avis The Sun, mener også, at der er røre i andedammen.

»Det lader til, at Mourinho har ønsket at gøre en eller to ting, som han ikke har fået lov til. Af en eller anden grund har han ikke fået fat i den spiller, som han virkelig ville have. Jeg har en fornemmelse af, at der bag kulisserne er et slagsmål mellem Mourinho og bestyrelsen,« skriver Shearer.

Aktuelt er Mourinhos hold nummer 13 med fire point, mens sidste sæsons to'er, Manchester City, er stukket af i toppen med 12 point for fire kampe og en målscore på 10-0.

Chelsea skal i næste runde af Premier League på en svær udebanekamp mod Everton.