Manchester Uniteds målmandstræner Frank Hoek er ikke i tvivl om, at David de Gea har potentiale til at blive bedre end danske Peter Schmeichel.
24-årige David de Gea har potentiale til at blive en Manchester United-legende, hvis det står til holdets målmandstræner.
Ifølge Frank Hoek har David de Gea alle kvaliteterne til at overgå store Manchester United-målmænd som Peter Schmeichel og hollandske Edwin van der Sar, der huserede i Uniteds mål i 90'erne og 00'erne.
Det kræver dog som minimum, at den spanske målmand bliver i klubben og ikke lader sig friste af tilbud fra andre klubber.
»Han er allerede i den bedste klub i verden. Når du spiller på et højt niveau i denne klub, så er du god. Og hvis du bliver ved på den måde, så bliver du automatisk en af de bedste i verden. Så intet står i vejen for, at han kan blive en af de bedste som Schmeichel eller van der Sar i United,« siger Frank Hoek ifølge Daily Mail til Manchester Uniteds polske fansite.
David de Geas præstationer i denne sæson gav ham en plads på årets hold i Premier League.
Han har kontrakt med Manchester United til sommeren 2016, hvilket betyder at han kan forlade klubben på en fri transfer om et år. Men allerede nu er der kraftige spekulationer om, at Real Madrid bliver spanierens arbejdsgiver fra denne sommer.