Manchester United misbrugte onsdag aften muligheden for at spille sig videre i Champions League-turneringen.

Hjemme på Old Trafford klarrede holdet kun 0-0 med gæsterne fra PSV Eindhoven. En sejr ville ellers have sikret holdet adgang til Champions Leagues slutspil, men missionen klarede holdet altså ikke i denne omgang.

De tørster ellers efter det i Manchester. Det er nemlig snart tre år siden, at Manchester United sidst er nået videre til slutspillet i verdens fineste klubturnering. Det var i 2013/14-udgaven af Champions League, hvor klubben nåede kvartfinalen.

Wayne Rooney havde undervejs et par gode oplæg og forsøg, men PSV holdt stand. Men det var især Manchester Uniteds unge angriber Jesse Lingard, der misbrugte de mest oplagte muligheder, der nu engang var i den chancefattige kamp.

Nu venter der i stedet et afgørende opgør, når Manchester United møder Wolfsburg og Nicklas Bendter i gruppespillets sidste runde.

I Tyskland havde Borussia Mönchengladbach med danske Andreas Christensen på holdet fra start besøg af spanske Sevilla, der omvendt havde Michael Krohn-Dehli med. Og her gik det bedst for hjemmeholdet, der vandt med 4-2. Målscorerne blev Lars Stind med to, Fabian Johnson og Raffael, mens Vitolo og Ever Banega scorede Sevillas to mål.