Den brasilianske højreback Rafel da Silva skifter til Lyon i fransk fodbold. Kontrakten lyder på fire år.

25-årige da Silva, der kom til Manchester United sammen med sin tvillingebror Fabio i 2008, var længe udset som klublegenden Gary Nevilles afløser på højrebacken. Men mange skader gjorde det svært for den lille brasilianer at erobre backpladsen fast. Lyon har købt Rafael da Silva for 26,5 mio. kr., skriver The Guardian.

Han nåede dog at spille 109 Premier League kampe og vinde tre mesterskaber, efter han kom til klubben som 17-årig. Undervejs blev det også til debut for det brasilianske landshold.

United er dog godt besat på højrebackpladsen efter da Silvas farvel. I juli købte klubben den italienske landsholdsspiller Matteo Darmian, og under manager Louis van Gaal har Antonio Valencia været foretrukket på pladsen.

På Twitter har Rafael da Silva sagt tak for tiden i den engelske storklub:

»Jeg vil takke Manchester Uniteds fans for al kærligheden gennem de otte år,« skriver han og sender samtidig en venlig hilsen til eks-manager Alex Ferguson, der hentede ham til klubben:

»Tak Sir Alex Ferguson for altid at tro på mit arbejde og for alle de døre, du åbnede for mig. Nu er det en ny vej, en ny udfordring,« skriver da Silva på Twitter.