Det kunne være blevet rigtig pinligt for Manchester United, da de tog imod Queens Park Rangers, men De Røde Djævle fik den ventede sejr.

Det var de store mod de små. Andenpladsen mod sidstepladsen. Ni sejre i tolv kampe mod nul sejre i tolv kampe.

Old Trafford lagde lørdag aften kulisser til kampen mellem Manchester United og Queens Park Rangers, som på papiret burde have været en gåtur i parken for De Røde Djævle. Men det blev det langt fra.

Anders Lindegaard stod på mål for United fra start for tredje kamp i streg, og der var høje forventninger til hjemmebaneholdet. Og de havde som forventet mange gode aktioner i første halvleg, dog uden at nogen af dem blev til mål. Udeholdet Queens Park Rangers spillede med ryggen mod muren, men kæmpede alligevel hæderligt første halvleg igennem.

Wayne Rooney havde en kæmpe chance efter en halv times spil, som dog blev reddet af Queens Park Rangers målmand, Júlio César. Det var langt fra den eneste chance, hjemmeholdet havde, men spillet kørte ikke rigtigt for hjemmeholdet, der også måske - måske ikke blev snydt for straffe efter 41 minutter, og selvom det gæstende bundhold kæmpede, manglede skarpheden i deres afslutninger, så de to hold gik derfor til pause med stillingen 0-0.

Anden halvleg var dårligt begyndt, da der skete det, det ikke måtte ske for Manchester United.

 Efter et hjørnespark til udeholdet og et par afleveringer ind og ud af Manchester Uniteds felt, endte bolden til sidst hos Jamie Mackie lige foran mål, og han sendte bolden ind bag danske Anders Lindegaard til føringen 0-1 til bundholdet. Yderst pinligt og sjusket spil af Manchester United, og ikke mindst en kæmpe overraskelse fra Queens Park Rangers, der nu pludselig var foran og dermed på vej mod deres første sejr i denne sæson.

Men desværre for udeholdet - og til Manchester Uniteds held - så tog rutinen over hos de rødklædte verdensstjerner, og Jonny Evans udlignede efter 63 minutter. 

Dét gav i den grad hjemmeholdet blod på tanden, som fik sit andet mål fire minutter senere, sat ind af Darren Fletcher, og igen et mål til 3-1 på mål af Hernández efter 71 minutter.

Således fik Manchester United den ventede sejr, mens Queens Park Rangers leverede en flot indsats mod overmagten, og som måske kan glæde sig over, at de i 12 minutter havde føringen på Old Trafford.

Manager i Manchester United, Sir Alex Ferguson, var tilfreds med holdets sejr, men indrømmede også, at holdet ikke spillede deres bedste hele kampen igennem.

- Vi spillede kun i ti minutter, og de ti minutter var fremragende, sagde han efter kampen til BBC med hentydning til, at der kun gik otte minutter mellem det første og det tredje United-mål.

Sir Alex Ferguson måtte dog også forsvarer, at holdet endnu engang måtte komme bagud, før de selv fik scoret.

- Selvfølgelig bekymrer jeg mig om det. Det var et wake up call, der heldigvis gav vores spil mere fart og beslutsomhed, som gjorde en forskel, sagde Sir Alex efter kampen.

Queens Park Rangers bliver på sidstepladsen i Premier League efter dagens kamp, mens Manchester United rykker op som nummer ét. Men de må afvente kampen mellem Chelsea og Manchester City søndag for at se, om førstepladsen holder weekenden over.

I de øvrige kampe måtte Everton lidt overraskende nøjes med 1-1 hjemme mod Norwich. Den tidligere FCK-spiller, Bryan Oviedo, lagde ellers op til føringsmålet for hjemmeholdet, som Steven Naismith bankede ind, men Sébastien Bassong udlignede med et sent mål for gæsterne.

Stoke vandt 1-0 hjemme over Fulham på et mål i første halvleg af den tidligere Liverpool- og Blackpool-spiller, Charlie Adam, mens Wigans Jordi Gomez lavede hattrick, da Reading blev sendt hjem med et nederlag på 3-2.