At Real Madrid er ivrige efter at skrive kontrakt med Manchester Uniteds målmand, David de Gea, er efterhånden ingen hemmelighed. Men den spanske målmand har også et krav.

Britiske Daily Express citerer spanske Don Balon for, at David de Gea kun vil til Real Madrid, hvis de nykårede spanske mestre kan garantere, at den nuværende målmand, Keylor Navas, ikke på en-eller-anden måde også er garanteret spilletid.

David de Gea skulle angiveligt også presse på for at få handlen gennemført i en fart. Men Real Madrid er i øjeblikket travlt beskæftiget med at forberede sig til Champions League-finalen mod Juventus 3. juni. Real Madrid kan vinde turneringen for tredje gang på fire år og - som de første under turneringens nuværende navn - for andet år i træk.

Derfor skal Keylor Navas i hvert fald ikke forstyrres med et eventuelt køb af en ny klassemålmand.

Samtidig er der det at sige til kravet, at Keylor Navas på det seneste har spillet glimrende. Real Madrid har derfor brug for tid til at overveje, hvad de vil stille op med costaricaneren.

Hvis Keylor Navas ikke skal garanteres spilletid, er Real Madrid faktisk tvunget til at sælge ham, da han næppe finder sig i fast at sidde på bænken.

Keylor Navas må ikke være garanteret en form for spilletid, hvis David de Gea skal til Real Madrid.
Keylor Navas må ikke være garanteret en form for spilletid, hvis David de Gea skal til Real Madrid. Foto: PIERRE-PHILIPPE MARCOU
Vis mere

Men David de Gea skal have sagt, at hvis ikke Real Madrid finder en hurtig løsning, kan han ende med at forblive i Manchester United.

Manager i Manchester United, José Mourinho, har tidligere sagt, at klubben vil strække sig langt for at beholde David de Gea, som i årevis har været en meget værdifuld mand for klubben.

Den nu 26-årige David de Gea kom til Manchester United i 2011 fra Atlético Madrid. I 2015 var han tæt på at skifte til Real Madrid, men bøvl med papiret i en telefax og forvrring på grund af tidsforskellen - Storbritannien er som bekendt en time efter Spanien - bevirkede, at der gik kludder i handlen i transfervinduets sidste time.