I sine 12 år som spiller i Manchester United var Roy Keane kendt som den hårde hund, der ikke var bange for at sætte sine medspillere på plads både på og uden for banen. Det karakteristika har Keane taget med sig over i sit nuværende job som tv-ekspert.

I optakten forud for tirsdagens Champions League-kamp mellem Atletico Madrid og Chelsea langede den tidligere midtbanespiller ud efter Manchester United-spillerne, som han mener, har svigtet den nu tidligere Manchester United-manager David Moyes. 

- Moyes fik en hård start. Da han tog jobbet sidste sommer, fik den administrerende direktør ikke lukket de handler, han skulle - og derfor fik klubben en dårlig start, sagde han til ITV og fortsatte:

- Jeg ærgrer mig over fyringen. Moyes skulle have haft mere tid. Nogle af spillerne bør virkelig skamme sig, for de har svigtet ham. 

David Moyes nåede kun at være manager i Manchester United i 10 måneder, før klubbens ledelse mistede tålmodigheden med ham. Søndagens 0-2-nederlag til Everton var det resultat, der fik bægeret til at flyde over. Roy Keane anerkender da også, at de forsvarende engelske mestre langt fra har præsteret, som man kunne forvente:

- Det er selvfølgelig skuffende at ligge nummer syv i ligaen, og den placering må Moyes stadig stå til ansvar for. Men han havde ikke støtten fra spillerne. 

- Jeg har ondt af David, ligesom jeg har ondt af alle andre managers, der mister jobbet, sagde 42-årige Roy Keane.

En anden Manchester United-legende, Ryan Giggs, er blevet udpeget som afløser for David Moyes. Indtil videre er han dog kun en midlertidig løsning frem til sommer.