Den svenske United-legende Jesper Blomqvist tjente millioner, da han spillede på Old Trafford og var med til at vinde 'the treble' for Manchester United i 1999. Sammen med sin tid i italienske Parma og AC Milan har bankbogen bugnet. Men ikke mere. Nu er pengekassen tom.

»Jeg er blevet snydt,« fortæller den nu 43-årige Jesper Blomqvist til svenske Expressen om sine tabte millioner.

Den tidligere tekniske kantspiller hos Manchester United deltager lige nu i det svenske tv-program 'Lad os danse'. Og til dagligt arbejder han i et helt normalt 9 - 17-arbejde. Til avisen fortæller Jesper Blomqvist, hvordan han mistede alle de penge, han tjente gennem karrieren hos IFK Göteborg, Milano, Parma, Manchester United, Everton, Charlton, Djurgården, Enköping og Hammarby.

»Der er ingen akut krise i morgen, heller ikke i næste uge, og måske ikke næste år. Men det er ikke sådan, at jeg kan læne mig tilbage i sofaen og ikke lave noget. Ikke fordi, at jeg gerne vil have det, men så mange penge, er der bare ikke længere,« siger han og fortsætter:

»Det kunne der have været, hvis jeg havde håndteret det bedre,« siger Blomqvist ærligt til Expressen.

De to Manchester United-legender Ryan Giggs og David Beckham, som Jesper Blomqvist nød samarbejde med.
De to Manchester United-legender Ryan Giggs og David Beckham, som Jesper Blomqvist nød samarbejde med. Foto: PAUL BATES
Vis mere

Jesper Blomqvist, der nåede at spille sammen med stjerner som David Beckham i Manchester United, Gianluigi Buffon i Parma og George Weah i AC Milan, påstår, at hans mange millioner ikke er ødslet væk, men snarere er blevet narret fra ham.

Liberias legende, der spillede i AC Milan, George Weah.
Liberias legende, der spillede i AC Milan, George Weah. Foto: CARLO FERRARO
Vis mere

»Jeg blev snydt. Jeg har lavet for mange dårlige handler og investeringer, der har kostet dyrt. Jeg har været for godtroende og været for let at narre,« siger Jesper Blomqvist.

Den 43-årige svensker mener dog, at han har lært noget af episoden.

»Nu er jeg blevet yderst forsigtig. Jo færre penge du har, desto mere bange bliver man for at miste dem. Når du har masser af penge, er det let at styre efter følelserne og investere i noget, du tænker lyder godt. Det er jeg ked af nu,« siger han til Expressen.

Jesper Blomqvist nåede at spille 30 landskampe for Sverige.