Manchester United fik igen skovlen under arvefjenden og besejrede Liverpool med 2-1 på Old Trafford.

Manchester United mod Liverpool er et af de mest traditionsrige opgør i den engelske Premier League, og søndag løb sæsonens anden af slagsen af stablen på Old Trafford.

Manchester United har de seneste år haft et godt tag på arvefjenden, og i dag lykkedes det endnu en gang for Premier League-duksene at få skovlen under Liverpool. Daniel Agger og co. bed godt fra sig undervejs, men Manchester United var skarpest, da det gjaldt, og til sidst mundede det ud i en 2-1-sejr til De Røde Djævle - præcis som det også blev i sæsonens første møde mellem de to.

Hjemmeholdet scorede en enkelt pind i 1. halvleg, og ikke overraskende var det Robin van Persie, der var afsender. Hollænderen modtog en aflevering fra venstre side, og med en resolut afslutning gjorde han det til 1-0.

Robin van Persie gik fra oplægger til målscorer i forbindelse med Manchester Uniteds scoring til 2-0, som faldt efter 54 minutter. Premier League-topscoreren sendte et frispark ind i panden på Patrice Evra, der via Nemanja Vidic headede bolden forbi Pepe Reina.

Det lignede kampens afgørelse, men Liverpool nægtede at kapitulere, og tre minutter senere reducerede danskerklubben. Steven Gerrard satte sig igennem og fik afsluttet fra kanten af feltet, men han måtte se sin afslutning blive reddet af David de Gea, der atter var foretrukket frem for Anders Lindegaard.

Riposten endte dog for fødderne af Liverpools nyerhvervelse Daniel Sturridge, der ikke kunne undgå at reducere til 1-2.

Det gav Liverpool mere end en halv time til at jagte udligningen, og gæsterne pressede til tider fint på, men Manchester United lod sig ikke for alvor ryste og kørte sejren i hus. Dermed er Alex Ferguson og co. et skridt tættere på at vinde Premier League-titlen.

tipsbladet.dk