FC Nordsjælland-stjernen Stanislav Lobotka er i disse dage til U21-EM, hvor han spiller for Slovakiet. Næste modstander for dem er Sverige, og i landsholdslejren forstår den svenske scout Reine Almqvist ikke, hvordan Lobotka er havnet i Danmark.

Det fortæller han til Fotbollskanalen. Han mener, at den 22-årige Superliga-spiller er på topniveau i Europa, og han mener også, at Lobotka ville kunne begå sig på et hvilket som helst hold her.

Derfor undrer det Rene Almqvist, at den unge slovak til dagligt tørner ud for Farum-klubben.

»Han er deres absolut bedste spiller. Jeg forstår ikke, hvorfor han spiller i Nordsjælland, og hvordan han er havnet det. Det er en spiller, der ikke hører hjemme på det niveau. Han er alt for god til at være der,« lyder det kontant fra den svenske scout, der beskriver Lobotka som en lille og hurtigt spiller, der er god med bolden og som giver en rigtig god balance på det slovakiske U21-landshold.

I FC Nordsjælland ved de det også godt. Stanislav Lobotka er en guldfugl, og det er begrænset hvor længe de kan holde på ham, fortalte klubbens sportschef Carsten V. Jensen tilbage i marts.

»Folk ved godt, han er en dygtig spiller. Han er en nøglespiller på det slovakiske U21-landshold,« lød det dengang fra Carsten V. Jensen, der understregede at de mange talentspejdere der følger international fodbold er udmærket klar over, hvem den 22-årige slovak er.

Og der er ingen tvivl om, at en god præstation ved slutrunden i Polen kan øge interessen for Lobotka. I Nordsjælland er man da også bekendt med, at slovakken er i Farum på lånt tid.

Lånt tid, der måske allerede udløber den kommende sommer.

»Vi har besøg af rigtig mange klubber, når vi spiller. Der er naturlig stor interesse for ham, fordi vi som klub satser på at udvikle de unge. Han er blevet opdaget, og sandheden er også, at vi nærmer os det tidspunkt, hvor han må tage et skridt videre. Vi er en udviklingsklub, og selvom vi vil elske at have ham en sæson mere, og det kan sagtens ske, er han er et ’top target’ for mange,« lød det fra Carsten V. Jensen i marts.

Lobotka kom til Nordsjælland i 2015.