Ajax forstærkede sig mandag med endnu en dansker. Kasper Dolberg på kun 17 år tager til sommer turen til den hollandske hovedstad og tilslutter sig en koloni, der omfatter Viktor Fischer, Nicolai Boilesen, Niki Zimling, Lucas Andersen, Lasse Schöne og Markus Bay.

På Silkeborgs hjemmeside blev teenageren præsenteret i en Ajax-trøje med nummer 11 på, men Kasper Dolberg kommer i første omgang ikke til at spille i Michael Laudrups gamle nummer.

»Det er et billede fra et besøg i september, og den sluttede af med en rundvisning på stadion, hvor John Steen Olsen (Ajax-scout, red.) havde fundet ham den trøje. Så det er en tilfældighed,« siger Silkeborgs sportschef, Jesper Stüker, der selv har taget billedet og samtidig forklarer, at Kasper Dolberg begynder på Ajax' U19-hold.

SE OGSÅ:

Her skal han spille sammen med Markus Bay, der lige som Kasper Dolberg blev udpeget af John Steen Olsen.

Ajax-scouten forklarer, at han allerede for et år siden forsøgte at erhverve Silkeborg-talentet.

»Kasper Dolberg ville vi have ned til Ajax sidste år, da han var 16 år. Jeg synes, at han er et rigtig stort talent, ellers havde jeg jo heller ikke anbefalet ham, men han har utroligt mange evner. Han er hurtig og en teknisk dygtig dribler. Han sparker godt med begge ben og er også god med hovedet. Han tænkte sig godt om, før han skrev under med os, men jeg ved, at der var andre klubber, som forsøgte at få fat i ham,« siger John Steen Olsen.

Fodboldkyndige med indsigt i Silkeborg vil vide, at Kasper Dolberg kun havde kontrakt med den jyske klub frem til sommer, hvor den nye kontrakt med Ajax begynder.

Derfor kan det undre, at Ajax har betalt et transferbeløb på omkring tre millioner kroner for Kasper Dolberg, når de kunne forhandle med ham uden Silkeborgs vidende, men det skyldes ifølge Jesper Stüker Ajax' lyst til at honorere godt talentarbejde i andre klubber.

»Hvis man skal kreditere Ajax, så er det en klub, som anerkender og respekterer den klub, hvor spilleren kommer fra. For ud fra et forretningsmæssigt synspunkt kunne Ajax bare have ventet til januar med at forhandle med ham, og så havde de fået en mere lukrativ aftale,« forklarer Jesper Stüker.

Silkeborg-chefen bekræfter, at den jyske klub har flere klausuler i aftalen med Ajax og dermed kan tjene godt på hans succes.

»Jo, vi har fået den mulighed med den her aftale, at der er noget kompensation nu, og der er også nogle yderligere klausuler, hvis han får succes - i forhold til, hvis han kommer op på Ajax' førstehold eller bliver solgt videre på et tidspunkt. Det er fint, at vi har det med,« siger Jesper Stüker.