Det norske fodboldlandshold har de i seneste år leveret det ene jammerlige resultat efter det andet, og især angrebet har - siden tiderne med Tore André Flo, Ole Gunnar Solskjær og John Carew - været særdeles blodfattigt.

Men nu er redningen måske på vej. I Atletico Club de Portugal i den næstbedste portugisiske række render en fyr ved navn Bjørn Maars Johnsen. Han er topscorer med otte mål i 10 kampe, og han har norsk blod i årerne - hans far er norsk statsborger, mens Bjørn Maars Johnsens mor er amerikaner.

Den norske landstræner, Per Mathias-Høgmo, er nu gået i gang med at undersøge, om den 22-årige angriber kan stille op for det norske landshold. 

- Jeg er usikker på, om han er norsk eller amerikansk statsborger. Og om han kan være aktuel for os, siger Per-Mathias Høgmo til den norske avis VG.

Johnson selv fastslår over for VG, at han både har norsk og amerikansk pas og derfor kan stille op for begge lande.

- Det er sjovt at høre, at ledelsen på det norske landshold har lagt mærke til mig. Det er helt sikkert spændende, men jeg kan ikke forholde mig til det, før der kommer en seriøs henvendelse. Jeg snakkede med min far tidligere på dagen, og han siger det samme, fortæller den 1.95 m. høje angriber, der med sin flotte sæsonstart også har tiltrukket interesse fra den portugisiske storklub Benfica.

Men det norske landshold skal nok ikke lurepasse situationen for længe, for den amerikanske landstræner, Jürgen Klinsmann, har nemlig også fået øjnene op for Bjørn Maars Johnsen.

- Min agent har snakket med den amerikanske landsholdsledelse i denne uge, men jeg er usikker på, hvad der kom ud af den snak. Hvis nogen ringer til mig, må jeg tage stilling, lyder det fra den ombejlede angriber.