Uffe Bech har brugt sommerferien på at tage en tur sydpå, men modsat de mange danskere, der vender hjem igen med brændt hud, henna-tatoveringer og lidt rigeligt flydende føde, så bliver den stærke landsholdsspiller i det tyske hos Hannover 96.

Her har han skrevet en fireårig kontrakt med klubben, der har Leon Andreasen i stalden, og som fulgte Bech tæt hele foråret. BT har taget en snak med det store kant-talent, der efter få uger i klubben allerede har været på stenhård træningslejr, der har kostet en mindre fiber i låret, boligjagt med Nicklas Bendtner og deres fælles agent, Ivan Marko Benes, og nydt endelig at have fået lov at få drømmeskiftet til en god klub i en stor liga.

»Inden U21-EM fik jeg at vide, at Hannover havde besluttet sig for, at de gerne ville købe mig. Det var ikke noget, jeg tænkte over, da vi spillede U21-EM, for der var jeg fuldt fokuseret på det. Da det sluttede, ville jeg gerne en uge på ferie med min kæreste, og i den periode forhandlede mine agenter en kontrakt på plads med mig i røret. Så var det nærmest direkte fra ferie til lægetjek. Jeg nåede lige at være i Danmark i seks timer.«

»Det var dejligt for mig, at klubberne kunne blive enige. Sidste sommer sad jeg og håbede på det samme med Mainz, hvor jeg ikke kom af sted. Det gør mig ikke noget nu, for jeg tror faktisk, at det var godt for mig med et år ekstra i Danmark, inden jeg røg til Bundesligaen.«

»Jeg var mere eller mindre blevet lovet at komme videre denne sommer. Da jeg skiftede til Nordsjælland, fik jeg at vide, at jeg ville få lov at komme videre, hvis der kom et interessant tilbud. Det kom der fra Mainz, men det mente klubben ikke var interessant nok, og så måtte jeg vente et år. FC Nordsjælland var også presset til at sælge mig, for jeg havde kun et år tilbage af min kontrakt, og hvis de ikke havde solgt mig nu her, havde jeg frit kunne skrive med en anden klub om seks måneder. Så det var sidste udkald for FCN, hvis de ville have penge for mig.«

Nicklas Bendtners bil

»Bendtner var lige med ude og kigge på en enkelt lejlighed. Han har virkelig været flink. Han lånte mig sin bil den første… ja, jeg har den vel egentlig stadig stående et eller andet sted. Han lånte mig sin bil i starten, hvor jeg endnu ikke havde fået nogen af klubben, men nu har jeg fået en, så det må være på tide at aflevere den tilbage. Det var dejligt at have noget at køre rundt i, når jeg skulle kigge på lejligheder.«

»Det er en rigtig dejlig by. Jeg har været rundt og kigge på lejligheder flere steder, og her er rigtig fint. Så jeg er meget glad for mit skifte.«

Ingen bænk

»Jeg har ikke nogen intentioner om at sidde på bænken. Jeg vil ikke være tilfreds med at sidde på bænken det næste år. Jeg er kommet for at spille. Der er selvfølgelig mange andre kantspillere i truppen, som er her for at spille, men jeg er startet inde i to træningskampe, og jeg synes, jeg har leveret et godt indtryk. Men vi må se, hvordan det ser ud, når vi kommer i gang med Bundesligaen. Jeg vil gøre alt for at spille og har ikke noget behov for at sidde på bænken og få nogle indhop først.«

»Jeg er også ung, og kantspillere, der er unge, ærgerrige, arbejder begge veje og kan lave mål, har stået højt på deres ønskeliste. De havde holdt øje med mig gennem længere tid. Det var også vigtigt, at jeg kom til en klub, der tror på mig og ikke hentede mig ind som breddespiller. Det er et stort skridt fra Superligaen til Bundesligaen, men jeg håber, jeg kan få overført mine kvaliteter hurtigst muligt, så der ikke går så lang tid, før jeg får vist mig frem.«

Ærgerlig over Mainz - dengang

»En af de ting, der trak meget ved Mainz sidste år, var, at Kasper Hjulmand var træner der. Det var en spændende klub. Men Hannover virker bare som en endnu mere spændende klub, end Mainz gjorde. Her er lidt større traditioner og lidt flere fans.«

”På det tidspunkt syntes jeg, at det var irriterende. Men nu er jeg glad for, at jeg fik et år mere til at vise mig frem i Superligaen. Nu er jeg endt i Hannover, og det tror jeg også har været godt for mig. På det tidspunkt syntes jeg da, at Mainz lød rigtig interessant med Kasper Hjulmand, men det viste sig at være fint for mig, at klubben i sidste ende endte med at sige nej.”

FCN fra guld til udvikling

»Da jeg kom til FCN, kom jeg til en klub, der lige havde vundet det danske mesterskab og lige havde spillet Champions League-kvalifikation og som lå og kæmpede om guldmedaljer. Vi endte så med at blive nummer to den sæson, og jeg mener, at gennemsnitsalderen var i midten af tyverne i starten, og lige inden jeg skiftede, var jeg jo nærmest den ældste spiller. Vi havde en gennemsnitalder på 20-21 år i nogle kampe, og så kan du ikke forvente at hive de samme resultater hjem. Du får til gengæld udviklet en masse talenter. Jeg er selv glad for, at jeg fik spillet meget i FCN. Og der er mange spændende spillere på vej frem.«

»FC Nordsjælland kan vel ikke længere betegnes som en topklub, som det kunne, da jeg kom til klubben. Det er ærgerligt, synes jeg, for det er en klub med masser af potentiale. De har et fantastisk ungdomsarbejde og mange fantastisk dygtige mennesker i klubben. Men det er den vej, der er valgt at gå, og jeg håber det bedste for dem fremadrettet. Jeg er også sikker på, at mange af de unge talenter slår til, men du kan bare ikke forvente resultater fra dag et.«