Lyons nye stadion, Parc Olympique Lyonnais, lægger græs til finalen i Europa League i 2018.

Nyon. Finalen i 2018-udgaven af fodboldens Europa League skal spilles i den franske by Lyon.

Det meddeler Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), der har udpeget det nye Parc Olympique Lyonnais som ramme om slutkampen i den næststørste europæiske klubturnering.

Parc Olympique Lyonnais, der også går under navnet Grand Stade, åbnede i januar i år og har plads til godt 59.000 tilskuere.

Ved EM-slutrunden i sommer husede stadion seks kampe, blandt andet semifinalen mellem Portugal og Wales.

Det er anden gang, Lyon bliver valgt som vært for en europæisk finale.

Byen lagde i 1986 også stadion til finalen i Europa Cup for pokalvindere, hvor Dynamo Kiev besejrede Atlético Madrid med 3-0 på Stade de Gerland.

Europa League-finalen i 2017 skal spilles på Friends Arena i Stockholm.

/ritzau/