UEFA er i vildrede i forhold til, hvordan man skal behandle Adrianos skandaløse mål til 1-1.

Bliver Shakhtar Donetsk-angriberen Luiz Adriano straffet for at have set stort på fair play-reglerne, da han scorede til 1-1? Eller var han bare smart og udnyttede FC Nordsjællands naive tro på fair play?

UEFA, der ellers bruger enhver lejlighed til at lovprise fair play, er tilsyneladende endnu ikke afklaret, om hvilket ben man skal stå på i forhold til det grove brud på en af fodboldens uskrevne regler.

Sporten.dk har her til morgen forsøgt at finde ud af, om UEFA vil gå videre med sagen eller ej. Men UEFAs presseafdeling svarer meget tøvende på spørgsmålet, selvom pressetalsmanden med det samme ved, hvad sagen drejer sig om.

- Vi er nødt til at undersøge reglementet først, før vi kan afgøre, om der er en sag eller ej.

Betyder det så, at I er i gang med at undersøge sagen nærmere nu?


- Det kan jeg ikke sige noget om endnu. Det ved jeg ikke.

Hvis man går ind på UEFAs officielle hjemmeside, kan man med al tydelighed se, at det er en følsom sag, som man ikke er helt sikker på, hvordan man skal behandle.

I omtalen af kampen bliver det ikke nævnt, bortset fra i et citat fra Kasper Hjulmand, hvor FCN-træneren udtrykker sin frustration over begge Shakhtars mål i første halvleg. Ellers er episoden og den harme, som FCN-spillerne udtrykte efter kampen, fuldstændig fjernet fra spillerreaktionerne. På samme vis er de to første mål ikke med i den korte video gennemgang af højdepunkter fra kampen.

Se UEFAs video her:


KLIK HER FOR AT SE ADRIANOS SVINESTREG