Dnipro Dnipropetrovsk kan se frem til en klækkelig bøde og flere europæiske kampe for tomt stadion efter urolighederne i pausen af Champions League kampen i Kiev mellem Dnipro og FCK.

Det så vildt ud, da tv-billederne fra TV3+ viste FCK-tilhængere flygte fra deres tribune og ned på løbebanen. Hætteklædte ukrainske fans jagtede FCK-fansene, så anden halvleg blev udsat med et kvarter af sikkerhedsmæssige årsager.

Og urolighederne og den manglende sikkerhed på det olympiske stadion i Kiev, er noget, der vil blive straffet hårdt af UEFA, siger en kilde tæt på UEFA.

- Eftersom kampen er blevet genoptaget, kan Dnipro aldrig blive dømt som taber. Men der bliver åbnet en disciplinær sag fra UEFAs side, hvor straffen helt sikkert bliver en bøde, samtidig må de med sikkerhed spille én eller flere kampe for tomme tribuner i europæiske kampe, siger en kilde tæt på UEFA, der ikke vil fremgå med navns nævnelse.

Straffens hårdhed afhænger af, om der har været fortilfælde, hvor Dnipro ikke har haft styr på sikkerheden. Hvis det er sket før, så bliver straffen betydeligt hårdere. Tilsyneladende er der ikke nogle af de angrebne FCK-tilhængere, der er kommet til skade. Hvis det var tilfældet, ville straffen blive endnu hårdere.

Ifølge kilden tæt på UEFA bliver bøden af en klækkelig størrelse, men det er ikke sikkert, at man snakker i millionklassen.

FCK fik i øvrigt et glimrende udgangspunkt forud for næste onsdags returkamp i Parken, da de spillede 0-0.