Spaniens midtbanetroldmand, Andres Iniesta, er af UEFA kåret som EMs største profil.

Han har tryllebundet hele fodboldverdenen med sine nærmest magiske evner med bolden under EM-slutrunden.
Søndag aften var han - igen - en af de bærende kræfter for spanierne, da Italien blev ydmyget i EM-finalen. For tredje gang i turneringen blev Andres Iniesta kåret som kampens spiller. Nu er han også hædret som turneringens spiller af UEFAs tekniske komité.

- Valget af Iniesta som den bedste spiller ved EM 2012 sender et signal om kreativitet, dedikeret fodbold og ydmyghed, siger Andy Roxburgh, direktør for UEFAs tekniske komité.

Med søndagens EM-triumf har Andres Iniesta nu været med til at vinde EM to gange samt VM i 2010. Men trods succesen har Iniesta nu også slået sit navn fast i en mindre flatterende rekordbog.

Barcelona-spilleren er således den spiller, der har haft flest skudforsøg inden for målrammen ved to Europamesterskaber uden at score. Men når man har spillere som Fernando Torres, Cesc Fabregas og David Silva ved sin side, er problemet selvfølgelig til at overse.

Udover hæderen til Iniesta som turneringens bedste, har UEFA også sammensat turneringens hold.
Ikke overraskende dominerer Europamestrene den 23-mand store trup. Zlatan Ibrahimovic og Steven Gerrard er de eneste spillere, som ikke nåede semifinalerne.

Se hele truppen herunder:
Målmænd

Gianluigi Buffon (Italien)
Iker Casillas (Spanien)
Manuel Neuer (Tyskland)

Gerard Pique (Spanien)
Fabio Coentrao (Portugal)
Philipp Lahm (Tyskland)
Pepe (Portugal)
Sergio Ramos (Spanien)
Jordi Alba (Spanien)

Midtbane:

Danielle De Rossi (Italien)
Steven Gerrard (England)
Xavi (Spanien)
Andres Iniesta (Spanien)
Sami Khedira (Tyskland)
Sergio Busquets (Spanien)
Mezut Özil (Tyskland)
Andrea Pirlo (Italien)
Xabi Alonso (Spanien)
Cesc Fabregas (Spanien)
David Silva (Spanien)

Angreb
Cristiano Ronaldo (Portugal)
Mario Balotelli (Italien)
Zlatan Ibrahimovic (Sverige)