Manchester City og Paris St. Germain er nu ikke længere underlagt det europæiske fodboldforbunds regler omkring Financial Fair Play (FFP). Og det kan åbne op for de helt store indkøb denne sommer.

Sidste år fik begge klubber pålagt et transferloft af UEFA, der ønsker, at klubberne ikke bruger mere end de tjener og dermed sætter deres eksistensgrundlag i fare.



De to storklubber måtte derfor nøjes med at bruge maksimum en halv milliard på nye spillere, men det krav er nu sløjfet i år af UEFA, efter Paris St. Germain og Manchester City har fulgt forbundets afgørelse tilfredsstillende.

Det betyder, at der nu for alvor kan blive brugt milliarder af kroner på nye spillere. Både Manchester City og den franske hovedstadsklub har mange arabiske olie-millioner i ryggen fra klubbens ejere, der kan få ben at danse på efter nyheden om frit spil.

Manchester City jagter blandt andre spillere som Liverpools Raheem Sterling og Juventus' Paul Pogba, der sammen med flere andre indkøb kan ende med at koste på den anden side af en milliard, skulle Manchester City få held med at lokke spillerne til klubben.



Bestyrelsesformand i den engelske klub, Khaldoon Al Mubarak, varsler i hvert fald store armbevægelser.

»Vi har døjet med lasten sidste år fra Financial Fair Play, uanset om man er enig i det eller ej. Det er nu ovre, og vi er videre. Jeg tror, det bliver et aggressivt marked i år, og jeg forventer et kæmpestort marked denne sommer. Jeg kan forsikre dig, at truppen vil blive stærkere og endnu mere konkurrencedygtig,« siger han ifølge Daily Mail.

Nasser Al Khelaïfi, klubpræsident for Paris St. Germain, er lidt mere beskeden omkring nyheden. Han satser i stedet på, at klubben efter næste sæson har lige store indtægter som udgifter.



»Derfor vil vi bruge vores penge på de rigtige spillere, som vi altid har gjort, og det vil hjælpe PSG med at vokse. Vi har ikke et ubegrænset budget,« siger han til klubbens hjemmeside.

Under alle omstændigheder er to store aktører på transfermarkedet for alvor blevet sat fri. Og nu kan de mange millioner rulle.