Udvist efter 111 sekunder

Det blev en kort dag på kontoret for én af Marseilles spillere søndag eftermiddag.

Daniel Wass var søndag eftermiddag vidne til en ganske besynderlig episode, da han og Evian spillede 1-1 hjemme mod Marseille. Umiddelbart skulle man tro, at ballademageren Joey Barton var involveret i sådan en historie. Men ikke denne gang.

Udeholdets André-Pierre Gignac havde bragt Marseille foran kort efter pausen, men efter en times spil begik Kasim Abdallah straffe og fik vist et direkte rødt kort. Straffesparket blev omsat til mål, og kampen var nu lige igen.

Med et kvarter tilbage af opgøret blev udeholdets Jordan Ayew skiftet ind med håbet om, at den offensive spiller kunne baske en scoring i kassen og sikre tre vitale point til topholdet.

Men det blev en kortvarig affære for ghaneseren. Meget kort. For efter blot 111 sekunder på banen blev han præsenteret for sit andet gule kort og måtte altså gå direkte ned i omklædningsrummet, nærmest inden han havde entreret banen.

Med det resultat forbliver Marseille på rækkens tredjeplads, mens Evian ligger lige over nedrykningsstregen.

Læs også: