En upopulær konkurrent i omklædningsrummet, et gammelt førstevalg og en socialt stærk Nicklas Bendtner. Sådan er udsigten til succes for den danske angriber i Wolfsburg.

Du kender historien om, at Nicklas Bendtner måtte vente længe på at finde sin nye klub, da han havde lidt for høje sportslige og økonomiske krav til en ny arbejdsgiver. Og at han allerede nu af det store magasin Sport Bild er blevet udpeget som et muligt flop.

Du læste muligvis også i går, at Wolfsburg-træner Dieter Hecking fortalte lokalavisen Wolfsburger Allgemeine Zeitung, at han tidligere på sæsonen havde haft en samtale med den danske angriber om dårlig attitude, småbrokkerier og negativt kropssprog til træning.

Og så har du sikkert også hørt, at Nicklas Bendtner stadig sidder på tribunen i Wolfsburg, selvom han igen er klar efter den lyskeskade, der har holdt ham ude siden landskampen mod Portugal for mere end tre uger siden.

Morten Olsen forsøgte tirsdag at sende en god historie i omløb, da han dog begyndte med ikke at udtage Nicklas Bendter på grund af dårlig form, men derefter fortalte, at han havde fået at vide af Wolfsburg, at den danske angriber havde trænet så hårdt og godt henover weekenden, at han havde fået fri mandag.

Det passede ikke helt, for selvom Bendtner muligvis har vist gode takter i sin egentræning lørdag, mens holdkammeraterne bankede Stuttgart 4-0 i Bundesligaen, og sikkert også haft høj moral ved søndagens restitutionstræning, var mandagen fridag for alle.

- Det var ikke kun Nicklas, der havde fri. Det var hele holdet. Når vi spiller lørdag, træner vi om søndagen, og i normale uger vil holdet have fri om mandagen. Det var også tilfældet denne gang, siger Wolfsburgs pressechef, Florian Mattner, til BT.

Det er bare det korte katalog af historier om Bendtner - og endda udelukkende fra de seneste måneder. Men der er også gode historier om den 26-årige angriber, som oftest rammer overskrifterne med sine bedrifter uden for banen. For fremtiden i Wolfsburg ser mere lys ud, end historierne antyder.

Nicklas Bendtner er nemlig meget vellidt i omklædningsrummet i Wolfsburg, hvor holdkammeraterne har taget godt imod deres danske angriber. Allerede ved første træning så man Nicklas Bendtner i munter omgang med de nye kolleger, og det er forhold, der ifølge BTs kilder udelukkende er blevet bedre. Til forskel fra konkurrenten Bas Dost.

Den hollandske angriber lider af så store humørsvingninger, at både spillerne, træner Dieter Hecking og manager Klaus Allofs er enige om, at det ikke kan blive ved.

Derfor forventes det i Wolfsburg, at Bas Dost vil blive solgt i vinterens transfervindue og dermed gøre mere plads til Nicklas Bendtner. Bas Dost har ellers overhalet danskeren på banen på det seneste, men holdkammeraterne og træner Hecking har problemer med hollænderens stil med jokes den ene dag for så at møde ind uden at hilse den næste. Her er den 26-årige danske landsholdsangriber i anderledes høj kurs med sit humør og sine sociale kompetencer i omklædningsrummet.

Dermed kan den ene konkurrent være ude af spillet allerede til januar, og inden længe kommer det så til den næste. Ivica Olic har godt nok kontrakt med Wolfsburg indtil sommeren 2016, men der er ikke mange omkring klubben, der forventer, at den 35-årige kroat med ’det 38-årige højre knæ’ - som det lyder i Wolfsburg-kredse - vil fortsætte længe som førstevalg. Han har scoret tre mål i ni kampe i denne sæson, men det går kun ned ad bakke herfra, lyder det fra tyske kilder, der vurderer, at Nicklas Bendtners fremtid stadig er lys i Wolfsburg.

Så betyder det mindre, at klubben med de mange Volkswagen-millioner i lommen vil gå ud og spendere nogle af disse på en yngre angriber - muligvis allerede denne vinter.

17-årige Breel Embolo fra Basel er ifølge BTs oplysning-er førsteprioriteten, og hvis ikke han bliver for dyr, vil han indgå i en angrebstrio, hvor Ivica Olic er nutiden, Nicklas Bendtner er den nære fremtid og Breel Embolo er den fjerne og store fremtid.

Den optimale back-up, når Nicklas Bendtner som forventet bliver førstevalg i Wolfsburg.