Fra ikke at have dansk statsborgerskab til at kunne trække den rød-hvide trøje over hovedet. Det er gået hurtigt for Pione Sisto, der sammen med resten af det danske landshold snart sætter kursen mod VM i Rusland.

Den offensive Celta Vigo-spiller skal sammen med blandt andet Christian Eriksen forsøge at gøre livet surt for Peru, Australien og Frankrig. Faktisk kan han for alvor slå sit navn fast på den internationale scene ved slutrunden, har det engelske fodboldmedie FourFourTwo vurderet. Den 23-årige angriber er da også ved at bide sig godt fast på Åge Hareides hold, men han går ikke op i andres mening.

»Jeg går bare ind til det. Jeg lader mig ikke rive med. Det er en farlig ting. Jeg ved udmærket godt, jeg kan gå hen og gøre det rigtig godt, men jeg forsøger bare at gøre, som jeg altid har gjort,« siger han roligt og selvsikkert.

Pione Sisto er et af Danmarks bedste offensive kort.
Pione Sisto er et af Danmarks bedste offensive kort. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Pione Sisto læser ikke længere, hvad der bliver skrevet om ham. Han kan ikke bruge det til noget, selv om han selvfølgelig er klar over, at en god slutrunde vil give gode muligheder. For Pione Sisto er hans egen mening den vigtigste, og adspurgt om noget overhovedet kan slå ham ud af kurs, falder svaret hurtigt:

»Nej, det er der ikke,« griner han. Så bliver tonen dog lidt mere alvorlig.

»Der har selvfølgelig været svære ting hen ad vejen, men det er en del af det. Mange siger, man lærer mest i hårde perioder, og det er også rigtigt, synes jeg. Det er dér, man ligesom bliver presset til at gøre noget anderledes. Det er den måde, vi reagerer på, når det bliver svært. Så vil vi godt ændre os, og sådan fungerer det også for mig,« siger Pione Sisto, der ikke har noget problemer med pres. Heller ikke op til VM.

»Jeg synes, jeg håndterer pres fint. Jeg ved, hvordan sådan noget skal håndteres nu. I starten var det lidt svært,« siger den selvsikre angriber, der beskriver sig selv som sit eget idol.

»Som menneske er det vigtigt at være tilfreds med sig selv. Mange har problemer med selvtilliden og døjer lidt med dårligt selvværd. Det er der også en god grund til med sådan nogle som Kardashian-familien, der sætter høje standarder for, at man skal se sådan og sådan ud. Det er selvfølgelig ærgerligt at se,« siger Pione Sisto om sin egen evigt optimistiske attitude.

Pione Sisto efter en hård landsholdstræning. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Pione Sisto efter en hård landsholdstræning. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det er dog ikke uden bump på vejen, at han kan kalde sig dansk landsholdsspiller, for det tog tid at få dansk statsborgerskab. Siden kom han dog på U21-landsholdet, er skiftet til udlandet og har fået adskillige kampe for landsholdet. Det er gået stærkt for Pione Sisto, der understreger, hvor vigtigt det altid er at slå til i alle situationer. Uanset udfordringer.

»Det er det, der kan ske. Man skal bare være klar på at tage de her chancer, og det har jeg også gjort med landsholdet,« siger Pione Sisto.

At det betyder meget for den dribleglade spiller at skulle til VM, er der ingen tvivl om.

»Jeg er født i Danmark og har mulighed for at gøre det, jeg elsker og repræsentere landet. Jeg er stolt af at repræsentere Danmark. Det har jeg kæmpet for, siden jeg var lille, og nu står jeg her,« siger Pione Sisto.