Danmark er ude af U21-EM. To kampe mod først Italien og siden onsdagens nederlag på 0-3 til Tyskland er ensbetydende med nul point og en negativ målscore på 0-5.

Den danske landstræner er skuffet over resultaterne, men pointerer også, at det er sket mod stærke modstandere.

»I får mig ikke til at sige, at det er helt forfærdeligt og frygteligt,« indleder han sin konklusion over for den danske presse og bemærker, at han tror på, at han kunne minimeret nederlaget til Tyskland, hvis ikke han havde satset og spillet med to angribere med indskiftningen af Kenneth Zohore, da tyskerne kort inde i anden halvleg kom foran.

»Vi kunne sikkert godt have nøjedes med at tabe 1-0, hvis vi ikke havde satset butikken, men så havde I først overfaldet mig og sagt, hvorfor fanden vi ikke gjorde det. Det gør vi ikke, fordi vi går efter at vinde. Det har da ikke været fantastisk. Langtfra. Vi er jo ikke kommet videre, selv om vi gerne ville, men I får mig ikke til at stå her og sige, at det er en fiasko og en katastrofe. For vi vidste, vi var oppe imod en rigtig dygtig modstander med gode spillere.«

 
Det endte ikke ligefrem lykkeligt, da Danmark blev sendt ud af U21 EM med et nederlag på 3-0 til Tyskland.
Vis mere

»Det var samme kamp som mod Italien, desværre. Vi kommer igennem med næb og klør i første halvleg, og så slipper vi lidt i anden halvleg, og så gik modstanderen måske et gear op. Det er svært at sige, hvad der lige præcis sker. Men jeg synes, at det er et billede på, at vores spillere står lidt på tæer derinde. Altså, de skal virkelig stå på tæer for at være med.«

»Og falder vi bare tre, fire procent i niveau, er de for dygtige for os. Jeg siger ikke, at det er det, der sker, men det er nærliggende at tro, at når vi lige slipper lidt, fordi kræfterne slipper lidt op, og det gør de jo, sker der det, der sker i anden halvleg. Vi stiller ekstremt offensivt op, da vi begynder at skifte ud, og det er med den risiko, at det ender galt, og det gjorde det jo,« siger han og fortsætter:

»Vi har faktisk nogle rigtig fine muligheder, jeg siger ikke, at det er fem og seks stykker, men et par stykker eller tre, da stillingen står 1-0, og der er vi faktisk tæt på. Men det, der står oppe i mit hoved nu, er, at hvis vi skal vinde sådan en kamp som i dag, skal vi spille en fuldstændig perfekt kamp, og det gør vi ikke.«

 

Selv om Danmark ikke kan gå videre fra puljen, er holdet dog ikke færdig med Polen, før lørdagens kamp mod Tjekkiet er spillet.

»Den betyder en del. Vi har haft en rigtig god rejse med denne U21-årgang, og de har præsteret rigtig fint igennem rigtig mange kampe og skabt rigtig fine resultater, så vi vil gerne slutte rigtig ordentligt af. Det vil vi gerne gøre med tre point over Tjekkiet. Men jeg må også bare sige, at Tjekkiet lige har slået Italien 3-1 og er et rigtig godt hold. Men vi vil gøre alt for at slutte ordentligt af. Det betyder meget,« slutter Niels Frederiksen.