Engang var de bare Viktor, Nicolaj og Jannik. Fischer, Thomsen og Vestergaard fortæller om dengang, de fandt ud af, at de kunne blive blandt de bedste.

Jannik Vestergaard: Jeg gav det et sidste forsøg

»Jeg har aldrig været blandt de bedste i min årgang. Jeg kom relativt sent på landsholdet, og da jeg skiftede til Brøndby i sin tid, var det tæt på at være sidste skud i bøssen for mig. Det lyder måske lidt for dramatisk, men jeg havde mistet lidt af lysten til fodbold i KB, da de ikke mente, at jeg skulle spille, fordi de formentlig ikke troede på mig i det lange løb.

»Jeg ville give det et sidste forsøg. Jeg gad ikke at skulle skifte tre-fire gange, hvis jeg ikke slog igennem i Brøndby. Heldigvis lykkedes det. Jeg greb chancen, og så kom tiden, hvor jeg blev udtaget til landsholdet, og Hoffenheim ville købe mig. Det var nok det, at jeg blev solgt til en udenlandsk klub, der gav mig troen på, at jeg faktisk godt kunne drive det til noget.

»Da jeg var lilleput-spiller i KB, blev vi danmarksmestre. Det betød, at vi blev inviteret til et uofficielt verdensmesterskab i Sydkorea. Det var vel omkring tre år efter deres VM-slutrunde. Danmark havde ikke noget landshold for U13, så derfor inviterede de os med i stedet. Det var en stor oplevelse. Det blev vist på nationalt tv.«

»Jeg havde ikke nogen agent, da Hoffenheim begyndte at vise interesse. Det var min far, der stod for det, og jeg var også selv direkte involveret i det. Det var først, da der var ved at komme en kontrakt på bordet, at jeg fik mig en agent. Mit første møde med klubben var, da de var blevet enige med Brøndby, og det bare var op til mig, om jeg havde lyst. Jeg var nede og kigge på faciliteterne, hilse på førsteholdstræneren og sportsdirektør Ralf Rangnick. Det kan godt være, det er et billigt trick, men når førsteholdstræneren giver sig tid til at hilse på dig, så er du overbevist.«

»Min debut for Hoffenheim står klart. I foråret, efter jeg havde været der lidt over et halvt år, fik jeg min debut hjemme mod Frankfurt. Jeg blev skiftet ind i de sidste fem minutter. Det var et stort øjeblik. Træneren gjorde det ikke kompliceret. Jeg skulle gå ind og vinde nogle hovedstødsdueller og sørge for, at vi vandt kampen. Det gjorde vi.«

»Det er meget normalt, at man betaler til bødekassen, når man får debut, scorer første mål eller bærer anførerbindet for første gang. Jeg tror, at min debut i Hoffenheim kostede 500 euro (3.750 kr.). Det er da en sjat, men den glæde og stolthed ved en debut kan ikke gøres op i penge.«

Nicolaj Thomsen om sin AaB-debut: Jeg løb rundt i min egen verden


»Jeg blev tilbudt at komme ud og træne med AaBs eget U-hold i forbindelse med AaBs talentskole. Jeg var derude fire gange i løbet af to uger. Efter de fire træninger satte vi os ned sammen med træneren. Han mente ikke, at jeg var helt stor nok og hurtig nok. Jeg var ifølge ham ikke klar til at spille i AaB, så det blev ikke til mere i den omgang. Der blev jeg irriteret og trodsig.«

»Heldigvis havde AaB et college, hvor jeg tog ud på eget initiativ. Det var ret svært at komme ud til AaB med min store drøm. Til den første træning var vi 40 spillere. Her skulle træneren sætte et hold. Jeg kom på U17-tredjeholdet. Det var rimelig meget op ad bakke derfra, tænkte jeg.«

»Jeg scorede 16 mål i 10 kampe for andetholdet. Det var nok derfor, jeg fik lov at træne med det bedste hold.«

»Da vi begyndte efter sommerferien, var jeg førsteårsspiller på U19. Jeg var overhovedet ikke sikker på, at jeg ville komme til at starte inde på holdet. Men alle vores træninger gik mega-godt. Det hele gik op i en højere enhed for mig. Det var en mærkelig følelse. Jeg havde hele tiden selv følt, at jeg var så god, men pludselig kunne jeg også mærke det på banen. De andre begyndte også at sige: ’Hvad sker der lige der?’. Når de andre også begynder at lægge mærke til det, ved man det pludselig med sikkerhed.«

»Inden min debutkamp i Superligaen havde jeg været rimelig meget med på bænken, og jeg havde flere gange følt, at nu skulle jeg ind. Jeg varmede op i 30 minutter i hver kamp, men det skete ikke. Der gik et lille stykke tid, og jeg havde haft en rigtig god uge til træning. Vi havde nogle skader på det tidspunkt. Kent Nielsen kaldte mig ind på sit kontor efter træning. Han sagde, at han syntes, jeg havde vist mig godt frem. ’Nu får du chancen fra start i morgen,’ sagde han. Der kunne jeg godt mærke, at jeg fik en lille klump i halsen.«

»Jeg sov ikke så meget den nat op til min debut. Jeg var utrolig nervøs og spændt. ’Kan jeg nu godt være med?’ tænkte jeg.«

»Vi spillede hjemme mod FC Midtjylland. Vi tabte 2-1, selvom vi var foran. Det var en lidt syret oplevelse på det tidspunkt. Da vi skulle gå ind på stadion, begyndte jeg at blive meget stiv i kroppen. Jeg rørte ikke bolden i de første 20 minutter. Og jeg spillede altså central midtbane! Jeg løb bare rundt i min egen verden. Men efter et par gode aktioner fik jeg stor selvtillid, og så gik resten af kampen mega-godt. Hvis man ser bort fra, at vi altså tabte.«

Viktor Fischer: Jeg har altid troet på det

»Jeg har sgu altid troet, at jeg kunne drive fodbolden til mere end bare sjov. Der var ikke et punkt, hvor jeg pludselig begyndte at gå mere efter at blive professionel. Det har jeg altid gjort.«

»Min AGF-tid startede, da jeg var omkring 11 år. Jeg skiftede sammen med Jens Jønsson, som også spillede i Lyseng. Vi blev danmarksmestre med det lilleput-hold i AGF. Det er stadig en af de største oplevelser, jeg har haft. Det var skidesjovt.«

»Vi massakrerede modstanderne. Vi var langt bedre end de andre. Spørg bare folk, der var med dengang. Vi spillede en enkelt kamp mod Andreas Cornelius fra Fremad Amager. Dem bankede vi sønder og sammen. Vi nakkede også dem alle sammen i KB Cup – det var kun de udenlandske hold, hvor kampene var tættere.«

»Jeg har spillet en enkelt gang mod Pierre-Emile ude i FC Midtjylland, hvor han var i Brøndby. Den vandt jeg. Og Brock-Madsen... Vi har ødelagt Randers så mange gange, og de var egentlig ellers udmærkede dengang, men de havde ikke en chance.«

»Jeg scorede hver gang. Det er der ikke noget smart i. Jeg scorede i hver eneste kamp. Der var ikke nogen kampe, jeg ikke scorede i. Okay, nogle få stykker måske. Så var jeg også irriteret.«

»Som første-års U17-spiller skiftede jeg til FC Midtjylland. Dengang var der ikke en tendens til, at klubber i København hentede spillere i Jylland. Det var noget, FC Midtjylland gjorde. De var ikke bange for at tage spillere alle steder fra. Og jeg hoppede lige i fælden. Det viste sig at være en god beslutning.«

»FC Midtjylland betyder stadig meget for mig, men jeg vil ikke sige, at den betyder mere end AGF. Jeg har måske et bedre billede af, hvordan FC Midtjylland hele vejen rundt lavede talentudvikling i forhold til AGF. Men jeg havde de bedste år af min fodboldkarriere – det gælder stadig indtil nu – i AGF sammen med alle de gutter der. Jeg fik nogle gode venskaber til de drenge, som stadig holder i dag. Det betyder sgu ligeså meget for mig. Men der skete noget i FC Midtjylland, hvor jeg lige blev klædt bedre på til at spille professionel fodbold.«

»Da jeg skrev under med Ajax, var jeg 16 år, men jeg fyldte så 17 i den sommer, jeg tog dertil. Jeg flyttede ind hos en plejefamilie. Der boede jeg i næsten to år. Og imens steg jeg hurtigt i graderne i klubben.«

»Det sjove er, at når jeg kigger tilbage, gik det enormt hurtigt. Men da jeg var i det, syntes jeg, at de var for lang tid om at hive mig op på førsteholdet. Sådan er det også sjovt at tænke over, hvor jeg står om tre år. Selvom det hele måske ikke altid går, som man vil have det lige nu, kan det være, man kigger tilbage og tænker, at det hele da endte med at blive meget godt.«