Ryk en runde i Superligaen under OL, så klubberne ikke skal undvære spillerne så længe, lyder et nyt forslag.

Belek: U21-landstræner Niels Frederiksen kommer med et nyt forslag, som kan hjælpe på en løsning til at få de bedste danske fodboldspillere med til OL i Rio i august.

Lige nu er løsningen langt væk, fordi de danske topklubber i Superligaen ikke har tænkt sig at frigive deres bedste spillere til OL.

Niels Frederiksen mener, at det bør være muligt at flytte en runde i Superligaen, så de danske klubber skal undvære deres spillere i mindst mulig tid under legene.

- En del af løsningen kunne også være at se på Superligaens turneringsprogram. Det er presset, det ved jeg godt, men man kunne for eksempel flytte runden, der ligger under OL's gruppespil - eller også kunne man bytte den ud med en runde i pokalturneringen.

- Hvis man gør det, skal de danske klubber kun undvære deres spillere i én superligarunde, hvis vi når semifinalen i Brasilien.

- Og hvis vi ryger ud i det indledende gruppespil, skal de slet ikke undvære dem, siger U21-landstræneren til Politiken.

Superligaklubbernes begrundelse er, at eventuelle kampe i Europa er vigtigere end OL. Så blandt andre FC København og FC Midtjylland vil holde på profiler som Andreas Cornelius og Pione Sisto.

- De har andre vigtige opgaver samtidig, det kan jeg godt se. Det er komplekst, det her. Også fordi OL ligger i et transfervindue, der kun komplicerer det yderligere, lyder det fra Frederiksen.

Udtagelsesdatoen til OL er 16. juli, men U21-landstræneren håber at nå frem til en aftale i løbet af foråret.

/ritzau/