Englands A-landshold er røget ud af en stribe store turneringer efter straffesparkskonkurrence, og komplekserne fra pletten er tilsyneladende blevet overført til de yngre generationer.

I EM-semifinalen for U21-landshold måtte englænderne bøje sig for Tyskland efter et sandt drama, der først sluttede, da Nathan Redmond brændte Englands femte forsøg i den afsluttende straffesparkskonkurrence.

Efter 120 minutters intens kamp var stillingen 2-2, og så var der ingen vej uden om en afgørelse fra pletten, hvor England historisk set har haft mange dårlige oplevelser.

Det så ellers godt ud, da Yannick Gerhardt brændte Tysklands andet spark, men Tammy Abraham gjorde det samme for England, og så blev målmand Julian Pollersbeck tysk matchvinder, da han parerede Redmonds forsøg.

Det blev udgangen på en flot og underholdende semifinale, hvor holdene skiftedes til at have overtaget.

Efter en livlig indledning med store chancer i begge ender bragte Tyskland sig foran efter 35 minutter, da Davie Selke fik lov til at skvatte og rejse sig op igen uden på noget tidspunkt at have en engelske forsvarer i nærheden.

Uforstyrret kunne Leipzig-angriberen heade indlægget fra Jeremy Toljan i nettet til 1-0-føring.

Det holdt dog kun fem minutter. Et engelsk hjørnespark udløste tilfældigheder foran mål, og pludselig var bolden for fødderne af Demarai Gray, der let kunne udligne.

Englænderne kunne gå lettede til pausen, og de kom også bedst ud til anden halvleg, hvor tyskerne omgående blev sat under pres.

Tammy Abraham bragte England på 2-1 efter en fejl af den kommende Bayern München-spiller Serge Gnabry, men Felix Platte udlignede på hovedstød 20 minutter før tid.

Tyskerne havde flest kræfter i slutfasen og skabte flere store chancer, men måtte altså igennem en nervepirrende straffesparkskonkurrence, før finalepladsen var sikret.

Her venter et møde med Italien eller Spanien.

/ritzau/