Fra næste sæson vil dommerne i den tyske liga være i kontakt med assistenter, der overvåger kampene på tv.

Berlin. Fra næste sæson indføres der videohjælp til dommerne i den tyske Bundesliga.

Brugen af videogentagelser skal sikre, at der træffes de rette beslutninger i tvivlstilfælde. Eksempelvis når det gælder scoringer, advarsler, udvisninger og straffespark.

Dommerne i Bundesligaen vil undervejs i kampene være i tæt kontakt med to dommerassistenter, der har adgang til en række kameraer.

Videoteknologien er blevet testet igennem. Til sommer bredes den ud til kampene i den bedste række.

Ronny Zimmermann, der er næstformand for de tyske fodbolddommere, fortæller, at man uden undtagelse har fået positiv feedback på brugen af videoteknologi.

- Jeg tror, at alle ønsker det her. Alle ønsker, at alle fejl bliver elimineret, siger Zimmermann.

Det er planen, at videoteknologien indføres i alle ligakampe samt i den tyske Super Cup.

Tyskland, Australien, Brasilien, Italien, Holland, Portugal og USA var blandt de første lande til at teste videoteknologi.

/ritzau/Reuters