Moskva. Fodboldstjernerne fra Tyskland og Chile er fortsat på kurs mod semifinalerne ved Confederations Cup i Rusland.

Torsdag aften spillede de to tophold 1-1 i gruppe B, hvor de deler førstepladsen med hver fire point efter to gruppekampe.

Sydamerikanerne har dog en bedre målscore end de tyske verdensmestre før den sidste gruppekamp på søndag.

Arsenal-angriberen Alexis Sánchez bragte Chile i front efter blot fem minutter efter en stor forsvarsbrøler i det tyske forsvar.

Shkodran Mustafi spillede fra eget felt bolden lige ud i fødderne på Sánchez og angrebsmakkeren Arturo Vidal. Det blev prompte straffet, da Sánchez med en tåhyler lagde bolden i mål til 1-0 ude ved stolpen.

Kort før pausen udlignede tyskerne til 1-1. Her løb Jonas Hector til baglinjen og slog bolden ind over, hvor Lars Stindl kastede sig og sendte den videre i mål.

Tidligere på torsdagen spillede gruppens to øvrige hold, Cameroun og Australien, 1-1.

Før søndagens sidste gruppekampe topper Chile og Tyskland gruppe B med fire point. Cameroun og Australien har et enkelt.

Chilenerne møder Australien, mens tyskerne står overfor Cameroun i weekenden.

De to bedste hold fra gruppen går videre til semifinalerne.

Confederations Cup afholdes hvert fjerde år. Det har deltagelse af de regionale mestre fra Europa, Sydamerika, Nord- og Mellemamerika, Afrika og Asien.

Derudover deltager den regerende verdensmester og den kommende VM-vært.

/ritzau/