To Bundesliga-klubber er på plads i Parken for at besigtige Andreas Laudrup. Se hvilke.

Andreas Laudrup starter inde for FC Nordsjælland i Champions League-opgøret mod Juventus, og dermed får den 21-årige offensivspiller med det verdenskendte efternavn en gylden mulighed for at vise sig frem på den største scene af dem alle.

Og det kan være meget givtigt for Andreas Laudrup - der er nemlig interesse for ham.

To klubber fra den tyske Bundesliga er således på plads i Parken tirsdag aften for at besigtige FC Nordsjælland-spilleren. Det skriver TransferMarketWeb.com.

Ifølge mediet er det Borussia Mönchengladbach og Stuttgart, der har repræsentanter på plads for at følge Andreas Laudrup i aktion mod de italienske mestre.

Begge klubber har tidligere været på hugst i den danske Superliga. Det skete så sent som forrige sommer, hvor Gladbach hentede Oscar Wendt i FC København og Stuttgart købte William Kvist fri samme sted fra.

Andreas Laudrup har kontrakt med FC Nordsjælland frem til sommeren 2014.


tipsbladet.dk