Bundesliga-klubben Borussia Mönchengladbach siger med stor sandsynlighed farvel til stjernekeeperen Marc Andre Ter Stegen til sommer.

Den unge målmand er tæt på en aftale med FC Barcelona, hvor han skal afløse Victor Valdés. Derfor er Mönchengladbach allerede begyndt jagten på en afløser til sommer, og det kan meget vel udløse et bud på Anders Lindegaard.

Ter Stegens ønske om et Barcelona-skifte har medført, at tyskerne har spurgt på prisen på en række målmænd. Ifølge BTs oplysninger har Mönchengladbach også haft en føler ude hos Manchester United for at høre, om klubben vil være villig til at sælge Anders Lindegaard til sommer.

Andre europæiske klubber har også haft følere ude på Lindegaards situation, og Milan lurer også i kulissen på den danske United-keeper.

Manchester United har meldt klart ud over for alle interesserede, at det først kan komme på tale at sælge Anders Lindegaard til sommer. Man har brug for Lindegaard som reserve for David de Gea i de kommende måneder i et meget intenst forårsprogram, hvor Premier League slutter tidligt i maj.

Lindegaards agent, Michael Stensgaard, erkender, at Lindegaard er eftertragtet, men vil ikke sætte navne på.

- Der vil altid være interesse for en målmand med Anders’ kvaliteter, men hvad der skal ske for Anders fremadrettet, det tager vi internt med Manchester United, siger Stensgaard.

Borussia Mönchengladbach har også andre emner på blokken, som de også har bedt om en pris på. Der er tale om Basels Yann Sommer, Hannovers Ron-Robert Zieler og Freiburgs Oliver Baumann, men trekløveret er markant dyrere end Lindegaard.