Bastian Schweinsteiger blev for bare et par uger siden hyldet for sin indsats, der var med til at hente verdensmesterskabet til Tyskland. Men nu er han i de tyske medier for en mere speget sag.

Bayern München-stjernen er nemlig blevet 'fanget' på en video, hvor han sammen med Bayern-fans synger ikke særligt sympatiske sange mod ærkerivalen Dortmund.

- BVB er ludersønner, lød det fra de mange fans med Schweinsteiger som forsanger på natklubben Bar Frauen 26.

Den episode blev ikke godt modtaget i Tyskland, og Bastian Schweinsteiger har derfor set sig nødsaget til at bringe en undskyldning på sin officielle Facebook-side. Her fortæller han i en kort video om, hvor ked af det han er, hvis det har stødt nogen.

- Undskyld til alle i BVB. Det var ikke ment på den måde. Det var ikke meningen at fornærme nogen. Det var bare et påfund for at fyre lidt op under stemningen i baren. Jeg håber, det kan accepteres, siger Schweinsteiger.

Den 29-årige Bayern-midtbanespiller har allerede fået den første positive tilkendegivelse, og den kommer fra rivalen selv. Dortmunds Kevin Grosskreutz støtter på Instagram op om sin spillerkollega.

- Hej, Schweini. Din optræden var ikke okay, men jeg forstår din forklaring. Jeg kommer aldrig til at glemme, hvad du har gjort for mig. Alle kan lave fejl, skriver Grosskreutz.

Dortmund-spilleren blev selv indblandet i en sag med fans involveret tidligere i år, da han og holdkammeraten Julian Scheiber kastede kebab efter Köln-fans, der sang smædesange mod de to spillere.