Den tidligere tyske verdensmester Andreas Brehme er i svære økonomiske problemer, men en spiller, som tidligere har haft Brehme som træner, tilbyder ham et lidt utraditionelt job.

Ved VM i 1990 scorede Andreas Brehme det eneste mål i VM-finalen mod Argentina, da han ekseverede et straffespark, og han fik efterfølgende status som en tysk folkehelt. Han var en af de mest eftertragtede spillere i slutningen af 80'erne og starten af 90'erne, hvor han var med til at føre Inter til det italienske mesterskab, men succesen varede ikke ved, og i dag er 53-årige Brehme i store økonomiske vanskeligheder. Ifølge tyske medier skylder han omkring 1,5 mio. kroner, selvom han for nylig har solgt sit hus.

Men måske er der lys forude. I hvert fald har Oliver Straube, der som spiller i SpVgg Unterhaching havde Brehme som træner, tilbudt ham et job i sit rengøringsfirma som toiletrenser:

- Vi er klar til at tilbyde ham et job i vores rengøringsfirma. Her vil han lære, at det, der virkelig tæller, er hårdt arbejde og det normale liv. Det vil hjælpe ham med at forbedre sit image, mener Straube.

Brehme kan se frem til en konkurshøring i december, og i øjeblikket er Straubes jobtilbud det eneste, som han har på hånden.

Men måske kan Brehme se frem til hjælpende hånd fra en af tysk fodbolds største skikkelser gennem tiden.

- Vi har et ansvar for at hjælpe Andreas Brehme. Han gav en masse til tysk fodbold, han gav os en VM-titel. Nu er det tid til, at tysk fodbold gør noget for ham, siger Franz Beckenbauer, der tilbage i 1990 selv var landstræner for det vesttyske hold, som blev verdensmestre i Italien.