Borussia Mönchengladbach er videre til gruppespillet. Ajax fik klø i Rusland og er ude af turneringen.

København. De to danske landsholdsspillere Andreas Christensen og Jannik Vestergaard kan godt begynde at skrive Champions League-gruppekampe ind i kalenderen.

Onsdag sikrede tyske Borussia Mönchengladbach med Andreas Christensen på banen fra start sig knusende sikkert adgang til gruppespillet med en 6-1-sejr hjemme over Young Boys.

Mönchengladbach havde vundet det første opgør i Schweiz med 3-1, så da Thorgan Hazard, som er lillebror til den berømte Eden, bragte tyskerne på 1-0 efter ni minutter i returopgøret, var spændingen punkteret. Allerede ved pausen førte den tyske klub med 3-0.

Jannik Vestergaard startede på bænken, men kom i aktion efter 53 minutter.

Til gengæld bliver Champions League uden danskerne i Ajax.

Den hollandske topklub var tvunget til at score i Rusland mod FK Rostov efter 1-1 i en første kamp, men russerne var klart farligst, og deres 1-0-mål i første halvleg var fortjent.

Fra anden halvlegs start blev Lasse Schöne skiftet ind, og han fik 12 minutter senere selskab af Kasper Dolberg. Det hjalp dog ikke det store, for et kvarter inde i anden halvleg havde russerne bragt sig på 3-0.

Kampen sluttede 4-1 i russisk favør, efter Kasper Dolberg otte minutter før tid havde fremtvunget et straffespark med medfølgende udvisning.

Fra onsdagens øvrige kampe i Champions League-kvalifikationen kom blandt andre også Manchester City og FC København videre.

Lodtrækningen til gruppespillet finder sted torsdag.

/ritzau/