I venskabskampen mellem Tyrkiet og Grækenland tirsdag aften i Istanbul skulle der før kampstart holdes ét minuts stilhed til ære for ofrene for terrorangrebet i Paris i sidste uge. Men flere af de 17.300 tilskuere afbrød mindehøjtideligheden.

Under det ene minuts stilhed begyndte fans at pifte og buhe - og den engelske avis Daily Mail påstår, at der også blev råbt 'Allahu-akbar' (Allah er stor red.).

Siden er der blevet sået tvivl om, hvad bevæggrunden for de mange buh-råb var. Ifølge de første meldinger gjorde de tyrkiske fans det for at udtrykke deres utilfredshed med at ofrene skulle hyldes. Men en tyrkisk fan giver nu sin version af sagen

Til hjemmesiden 101greatgoal.com fortæller Mustafa Özsarı, at ét minuts stilhed i Tyrkiet altid bliver brugt til at råbe støtte til f.eks. ofre. Ifølge Özsarı blev der råbt:

»Martyrer, de dør ikke (de er udødelige), hjemland (land, vores land) er udelelige.«

Mustafa Özsarı forklarer videre, at traditionen stammer fra tiden med terror-organisationen PKK, hvor tusindvis af civile blev dræbt gennem 30 år. Når PKK slog nogen ihjel skulle denne tekst angiveligt være blevet brugt.

Ifølge Özsarı var det også terroristerne, der blev buhet af - og ikke ofrene for terroren i Paris.

OPDATERING: BT har kl 14.01 opdateret artiklen med Mustafa Özsarıs version, da den er med til at kaste lys over, hvorfor de tyrkiske fans buhede.

OPDATERING: BT har kl 18.01 opdateret artiklen med tilskuerantallet der var 17.300 og ikke 40.000 som oprindeligt skrevet.