Den evigt kontroversielle Joey Barton blev udvist for at nikke skalle, da Queens Park Rangers hjemme tabte til Norwich City.

Da Joey Barton skiftede til Queens Park Rangers, lovede han, at det skulle være slut med alle tosse-stregerne, der tidligere har givet ham mange røde kort og endda en fængselsdom for vold.

Men det løfte kunne han ikke overholde.

I mandagens kamp mod Norwich City havde Joey Barton ellers bragt sit hold foran, men senere i første halvleg nikkede han en skalle på gæsternes Bradley Johnson.

Det betød tidlig omklædning til Barton, og Norwich-mandskabet endte med at drage fordel af at være en mand mere, da de vandt kampen 2-1 på mål af Anthony Pilkington og Steve Morison.

Queens Park Rangers har dermed blot fået to point i de sidste otte kampe i Premier League og er nu kun lige over nedrykningsstregen.

Du kan se TV-klippet ved at klikke på dette link