Kasper Schmeichel får snart glæde af to stærke holdkammerater efter Algeriets exit fra Africa Cup of Nations.

Libreville. Det bliver Tunesien, som følger med Senegal videre fra Africa Cup of Nations' gruppe B, mens Algeriets spillere må drage hjem til sine klubber.

Det står klart efter Tunesiens 4-2-sejr over Zimbabwe mandag aften.

Samtidig spillede Algeriet 2-2 med Senegal, men uanset resultatet ville Algeriet være ude af slutrunden, hvis Tunesien vandt.

Algeriets exit vækker formentlig glæde hos det kriseramte engelske mesterhold, Leicester City, som nu kan se frem til at få to offensive kort hjem.

Både Riyad Mahrez og Islam Slimani har således været med til mesterskabet i Gabon. Sidstnævnte viste tilmed stor skarphed, da han scorede Algeriets to mål i mandagens remis med Senegal.

I både første og anden halvleg bragte han Algeriet foran, men Senegal formåede at svare igen begge gange.

Selv om Algeriet lugtede til sejren, var et avancement aldrig inden for rækkevidde. I gruppens anden kamp satte Tunesien tingene på plads ved at bringe sig foran 3-0 efter 36 minutter. Derfra var sejren en formalitet.

I kvartfinalen skal Tunesien op mod Burkina Faso, mens Senegal møder Cameroun. Tirsdag og onsdag findes de tre hold, som skal følge med Ghana over i de sidste to kvartfinaler.

/ritzau/